12. aug. 2025 kl. 08:53
66 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/åbning: Renten går et nøk op inden vigtig am...

Det danske obligationsmarked indleder med små rentestigninger tirsdag, inden eftermiddagens amerikanske inflationstal formentlig sætter mere kolorit på børserne.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger fra åbningen med et enkelt basispoint til 2,57 pct.

Ifølge Sydbank-økonom Kim Blindbæk er eftermiddagens jobrapport fra USA ugens hovedbegivenhed på nøgletalsfronten.

Forventningen er ifølge Bloomberg News, at statistikken viser tiltagende inflation, hvilket næppe er vand på den amerikanske centralbanks mølle, hvis den toneangivende rente skal sænkes og investorernes håb om rentenedsættelser skal indfries.

Økonomer ventes særligt at holde øje med kerneinflationen, der fraregner fødevare- og energipriser. Der ventes en prisstigningstakt på 3 pct. mod 2,9 pct. i juni.

- Det vil være den højeste kerneinflation siden januar. Højere end ventet inflation kan give rentestigninger, vurderer Kim Blindbæk i bankens morgenbrev.

Han peger på, at futuremarkedet allerede har indregnet yderligere to rentenedsættelser i år fra den amerikanske centralbank, hvoraf den første ventes i september.

- En overraskende høj inflation kan dog ændre på det og medføre rentestigninger og en styrket dollar, konstaterer Sydbank-økonomen.

Ud over prisstatistikken kan investorerne lytte til nyt fra Thomas Barkin, chef for den amerikanske centralbanks afdeling i Richmond, der taler ved 16-tiden, mens inflationstallene endnu er næsten dugfriske i investorernes hukommelse.

I Tyskland ventes ZEW-indekset i løbet af formiddagen at vise en forværret stemning blandt de finansielle aktører i august. Det gælder både forventningsindekset, som ventes at være faldet til 39,5 fra 52,7 i juli samt vurderingen af den nuværende økonomiske situation, som ses falde til minus 67 fra minus 59,5.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her