21. aug. 2024 kl. 08:49
75 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/åbning: Renten stepper sidelæns op til refer...

Der er ikke megen bevægelse på det danske obligationsmarked fra åbningen onsdag, hvor markedet ser frem mod aftenens referat af det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank.

Her håber investorerne at finde råd og vejledning om bankens næste renteskridt til september. I forvejen er finansmarkederne forholdsvis sikre på, at der kommer en rentenedsættelse på mindst 25 basispoint. Men spørgsmålet er, om der bliver plads til en dobbelt så stor sænkning.

I hvert fald indregner futures en rentenedsættelse til 4,99 pct. fra i dag 5,25-5,50 pct., viser data fra Bloomberg.

- Investorerne vil lede med lys og lygte efter signaler om, hvorvidt Fed er klar til at sænke renten. På rentemødet i juli anerkendte Fed, at inflationen bevægede sig i den rigtige retning, og Fed noterede sig også små svaghedstegn på arbejdsmarkedet.

- Hvis denne udvikling allerede i juli ansporede nogle Fed-direktører til at foreslå en rentenedsættelse, kan det presse renterne ned. Det vil samtidig øge sandsynligheden for, at Fed kan sænke renten med hele 0,5 procentpoint på det forestående rentemøde i september, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i bankens morgenkommentar.

Tirsdag faldt den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation med 6 basispoint til 3,81 pct., hvilket også er niveauet onsdag morgen i Tokyo. Sammenlignet med renteniveauet ved dansk lukketid tirsdag er den tiårige amerikanske rente faldet 1 basispoint.

Herhjemme rører den tiårige danske obligationsrente imidlertid ikke meget på sig. Den er åbnet uændret i 2,19 pct.

Ud over referatet af det amerikanske rentemøde, får obligationshandlerne onsdag input fra den italienske centralbankchef Fabio Panetta, der taler ved 13-tiden.

Og ugen byder i det hele taget på en lang række godter fra centralbankerne i forbindelse med den amerikanske centralbanks årlige symposium i Jackson Hole i Wyoming. Blandt andet taler den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, på fredag.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her