29. sep. 2025 kl. 08:37
28 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/åbning: Renterne rører sig ikke ud af flække...

En lang række taler fra topfolk i centralbanker verden over fylder omkring det danske obligationsmarked mandag morgen, hvor der ikke er overvældende aktivitet at forholde sig til.

Fredag faldt renten på den toneangivende tiårige statsobligation i Danmark med 3 basispoint til 2,56 pct., og det niveau holder stand i den tidlige handel mandag.

Udslagsgivende fredag var det, at et nøgletal viste en fastholdelse af kerneinflationen i USA i august, hvilket var tilstrækkeligt til at berolige investorerne og støtte troen om, at der kommer flere pengepolitiske lempelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i år.

Samtidig faldt aktierne i Danmark også fredag - i modsætning til Europa bredt set - og det fik investorerne til i stedet at kaste kærligheden på statspapirerne, hvilket gav stigende kurser og faldende renter.

Mandag ser der igen ud til at være positiv stemning omkring aktierne i Europa, og hvis det også kommer til at omfatte det danske marked, kan renterne givetvis også bevæge sig forsigtigt med opad.

Nøgletalsmæssigt er der heller ingen store brag i vente, men dagen byder dog på økonomiske tillidstal fra eurozonen, spanske inflationstal for september og en status på boligmarkedet i USA.

Blandt talerne fra centralbanktoppen i både Japan, Europa og USA er blandt andet Tysklands centralbankchef, Joachim Nagel.

Allerede fra morgenstunden har tal fra Danmarks Statistik vist en bruttoledighed på 2,9 pct. i august. Det er dog heller ingen stor overraskelse. Det har nemlig været niveauet siden slutningen af 2023.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her