11. sep. 2025 kl. 12:05
45 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Rente i status quo frem mod inflatio...

Mens obligationshandlerne ser frem mod eftermiddagens vigtige amerikanske nøgletal for udviklingen i forbrugerpriserne, ses der torsdag middag kun yderst marginale udsving i renten.

For den toneangivende danske tiårige statsobligation er der tale om en rente på 2,49 pct., som afviger mindre end et enkelt basispoint fra slutrenten onsdag, som i øvrigt var uændret i forhold til åbningsrenten torsdag morgen.

Dagens hovedbegivenhed i makromarkedet er offentliggørelsen af friske data for den amerikanske inflation i august, og forventningen er ifølge Bloomberg News, at den vi stige til 2,9 pct. fra 2,7 pct. måneden før.

For kernepriserne - som fraregner prisudviklingen for fødevarer og energi - ventes en uændret inflation på 3,1 pct.

Allerede onsdag fik markedet et forvarsel om udviklingen med data for producentpriserne i august. De viste en overraskende neddæmpning af stigningen til 2,6 pct. på årsbasis, mens økonomerne havde ventet en stigning på 3,3 pct., som ville have svaret til stigningen måneden før.

NYTILMELDTE LEDIGE I SKYGGEN

I skyggen af eftermiddagens tal for prisudviklingen står nøgletal for antallet af nytilmeldte ledige i sidste uge.

Her ventes ifølge Bloomberg News en tilgang på 235.000 nye ledige mod 237.000 nye ledige ugen før.

Tilsammen illustrerer de to sæt nøgletal det dobbelt mandat, som sætter vilkårene for den amerikanske centralbanks pengepolitik. Den skal på samme tid sikre maksimal beskæftigelse og stabile priser.

Banken holder rentemøde onsdag i næste uge, og markedet forudser en lempelse af renten på 25 basispoint - eller måske det dobbelte.

Mindre spænding er der om dagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB.

Forventningerne er, at renten holdes på 2 pct. Men signaler om mulige rentenedsættelser senere på året kan komme i fokus.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her