23. okt. 2023 kl. 12:33
104 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Renten er tilbage i rekordniveau

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation kravler fortsat opad og mandag middag ligger den i 3,25 pct., som er 8 basispoint højere end ved danske børslukketid fredag eftermiddag og 5 basispoint højere end ved åbningen mandag morgen.

Dermed er renten tilbage i højde med 12-års rekordniveauet fra månedens begyndelse.

Udviklingen spejler rentestigningerne på såvel de store euromarkeder Frankfurt, Paris og Milano som i London.

Mandag byder på få sigtepunkter for obligationshandlerne, som til gengæld kan se frem mod travle dage senere på ugen med rentemøde i Den Europæiske Centralbank torsdag samt en stribe af PMI-tal fra både USA og eurozonen inden da.

Bag sig har handlerne friske tal for den danske forbrugertillid, som viste en lille bedring i oktober og steg til minus 11,8 fra minus 13,0 måneden inden. Den har har i de seneste fem måneder svinget mellem det samme negative niveau.

Senere mandag eftermiddag kommer tilsvarende tal for eurozonen. Her viste opgørelsen for september et minus 17,8, og for oktober ventes tilliden at være faldet yderligere til minus 18,5.

Særligt stigende energipriser har drillet forbrugerne i oktober, men generelt har forbrugertilliden i eurozonen være på retur siden udgangen af juli efter stigende tillid i de første syv måneder af året.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her