26. jun. 2023 kl. 11:56
17 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Renten falder mens markedet afventer...

Det danske obligationsmarked viser mandag rentefald, efter at tyske tillidstal i formiddagstimerne udviklede sig værre end ventet.

Investorernes øjne vil desuden være rettet mod ugens centralbanktopmøde, der løber af stablen mandag til onsdag.

Sidste uge sluttede med markante rentefald, da frygt for økonomisk afmatning fik fat i markedet. Renten på den tiårige danske statsobligation faldt hele 15 basispoint til 2,66 pct.

Mandag fortsætter den ned med 4 basispoint til 2,62 pct.

Det tyske erhvervstillidsindeks IFO udviklede sig værre end ventet i juni, hvor det faldt til 88,5 fra 91,5 måneden før, mens økonomerne havde ventet et mere behersket fald til indeks 90,7 ifølge Bloomberg News.

Respondenternes vurdering af det nuværende forretningsklima faldt til 93,7 fra 94,8 måneden før. Til sammenligning havde økonomerne ventet indeks 93,5. Den store negative overraskelse er forventningsindekset, der faldt til 83,6 fra 88,3. Økonomerne havde ifølge Bloomberg ventet en værdi på 88,1.

Det tyske IFO-indeks dækker over omtrent 9000 tyske selskabers opfattelse af det nuværende forretningsklima, og hvordan de venter, at de næste seks måneder vil blive.

Handlernes primære fokus ventes dog mestendels at være centreret om onsdagens afslutning på ECB-konferencen i Sintra. Her venter der taler fra ECB-chef Christine Lagarde og hendes amerikanske pendant, Jerome Powell, såvel som direktørerne i Bank of England og Bank of Japan.

- Tidligere ECB-chef Mario Draghi har blandt andet brugt konferencen til at genstarte seddelpressen, og helt generelt kan det være en anledning til at sende nye signaler for pengepolitikken. Vi følger derfor også nøje med, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.

- Bruger særligt Lagarde eller Powell konferencen til at sende helt nye budskaber, kan det give store sving i renterne, for som de seneste handelsdages rentebevægelser tydeligt viser, så er investorerne lige nu meget usikre på planerne for renterne, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her