11. dec. 2023 kl. 11:44
116 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Ro på renten forud for tirsdagens in...

Det danske obligationsmarked forholder sig i ro på en dag uden de helt store makroøkonomiske begivenheder.

I stedet ser investorerne frem mod tirsdagens inflationstal fra USA og rentemøder i både USA og eurozonen henholdsvis onsdag og torsdag. Markedet venter, at både den amerikanske centralbank og Den Europæiske Centralbank vil fastholde renterne ved årets sidste rentemøder.

- Vi venter sådan set ikke, at der bliver rørt ved renterne. Det er retorikken, der vil blive målt og vejet i forhold til kommende rentenedsættelser, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Mandag formiddag er renten på den toneangivende tiårige statsobligation uændret sammenlignet med åbningsniveauet på 2,52 pct. Det er dog et enkelt basispoint lavere end ved markedslukning fredag.

Renten blev ellers sendt i vejret fredag, da der var nyt fra det amerikanske jobmarked. Beskæftigelsesrapporten viste en jobskabelse uden for landbruget på 199.000 personer, hvor der var ventet en stigning på 185.000 personer. Samtidig fortog arbejdsløsheden sig uventet, mens de gennemsnitlige timelønninger på årsbasis aftog en smule helt som ventet.

Herhjemme var der nøgletal mandag morgen fra Danmarks Statistik, der viste, at forbrugerpriserne steg 0,6 pct. på årsbasis i november.

Dermed er inflationen tiltaget, efter at den i oktober var 0,1 pct. Udviklingen var dog ventet ifølge Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri. Det skyldes, at inflationen i oktober blev trukket kraftigt ned af høje energipriser fra sidste år. Det var ikke tilfældet i november.

Onsdag kommer der nyt om Danmarks handels- og betalingsbalance i oktober, der lyder på henholdsvis 5,1 mia. kr. og 18,9 mia. kr.

.\\˙ MarketWire



(Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk)

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her