22. maj 2025 kl. 12:14
76 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Ro på renten herhjemme efter et par ...

Renterne på det danske obligationsmarked bevæger sig inden for et snævert spænd torsdag. Dermed er der kommet lidt ro på efter de seneste dages pres fra USA, som har sendt renterne op.

På nøgletalsfronten er der fokus på en række PMI-tal, hvor der i første omgang er tikket skuffende tal ind fra Europa, mens den amerikanske opgørelse venter ud på eftermiddagen.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger ved middagstid et enkelt basispoint højere i 2,58 pct. efter en rentestigning onsdag på 5 basispoint. Det markerede anden dag i træk med stigende renter.

Onsdag var det især et svagt salg af nye lange amerikanske statsobligationer, som bidrog til nervøsitet. Der var ikke den ventede efterspørgsel i markedet efter amerikanske statsobligationer, og det ses som et skidt tegn.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation skød onsdag op med 11 basispoint. Torsdag falder renten på papiret dog med 2 basispoint til 4,58 pct.

I rækken af dagens PMI-opgørelser, som måler indkøbschefernes syn på økonomien, er der i første omgang kommet skuffende tal fra Europa.

Aktiviteten i euroområdet faldt overraskende i maj til 49,5 fra 50,4 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en indeksværdi på 50,6 blandt økonomerne.

I USA ventes dagens opgørelse, som lander kort efter amerikansk børsåbning, at vise et lille fald til 50,3 fra 50,6 i sidste opgørelse, viser tal fra Bloomberg News.

- Skulle dagens PMI-tal lande under det ventede, kan det presse renterne ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom hos Sydbank.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her