03. jul. 2025 kl. 11:51
74 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Vigende rente frem mod fremrykket jo...

Fortsat rentefald præger torsdag middag det danske obligationsmarked, hvor handlerne ser frem mod eftermiddagens offentliggørelse af den amerikanske jobrapport for juni.

Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation ligger ved middagstid i 2,51 pct., som er 4 basispoint lavere end niveauet ved dansk børslukketid onsdag og 3 basispoint lavere end åbningsrenten torsdag morgen.

Jobrapporten, der sædvanligvis offentliggøres første fredag i måneden, lægges frem allerede torsdag eftermiddag, fordi amerikanerne fejrer Uafhængighedsdag fredag den 4. juli.

Den ventes at vise en jobskabelse uden for landbruget på 106.000 nye job efter en tilgang på 139.000 nye job måneden før. Og der er lagt i kakkelovnen til enten fortsat fremgang eller turbulens på finansmarkederne, alt efter om tallene overrasker positivt eller negativt.

- Hvis jobskabelse fortsat ligger over eller omkring 100.000 vil det ikke få den amerikanske centralbank til at sænke renten hurtigere end ventet. Markant mindre end 100.000 nye job kan sende aktiemarkedet i rødt, men en redningskrans for investorerne kan være, at en svag jobrapport øger sandsynligheden for, at den amerikanske centralbank sænker renten for at styrke økonomien og arbejdsmarkedet, vurderer Danske Banks seniorøkonom Sofie Manja Eger Huus.

Torsdag eftermiddag byder også på data for tilgangen af nye ledige amerikanere i sidste uge. Her ventes der ifølge Bloomberg News et antal på 241.000 nye ledige.

Onsdagens "mini-jobrapport" fra den private sektor - ADP-rapporten - gav anledning til bekymring, da der ganske uventet forsvandt 33.000 job i juni. Her var ventet en stigning på 98.000 nye stillinger. Det var første gang siden 2023, at beskæftigelsen skrumpede.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her