19. jun. 2023 kl. 07:09
25 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Afdæmpet ugestart i sigte

Denne uge står til at starte i et noget lavere gear efter en hæsblæsende sidste uge, hvor tre rentemøder krydret med nyt om de amerikanske forbrugerpriser satte dagsordenen.

Kalenderen er stort set renset for nøgletal mandag med kun offentliggørelsen af det amerikanske NAHB-boligindeks for juni på dagsordenen.

Med til at lægge låg på handlen mandag er fejringen af helligdagen Juneteenth i USA, da det amerikanske obligationsmarked holder lukket i den forbindelse.

Fredag steg renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation et enkelt basispoint til 2,79 pct. Samlet blev det til et plus for renten på 10 basispoint over ugen.

I USA kravlede renten på det toneangivende tiårige statspapir 4 basispoint op til 3,76 pct. fredag. Det var samme niveau, som da det danske marked lukkede klokken 17.

Den toneangivende toårige statsobligation steg desuden 6 basispoint til 4,71 pct.

Det amerikanske NAHB-boligindeks for juni ventes at vise en marginal stigning til 51 fra 50 måneden før, når det offentliggøres klokken 16.

- Byggetilliden har lidt et stort knæk sammen med den kraftige aktivitetsnedgang på boligmarkedet. Det smitter af på byggeaktiviteten, når der bliver givet færre byggetilladelser til nye huse, og færre huse købes, som skal renoveres, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar.

Siden er både byggetilliden og boligsalget bedret i USA, fortsætter han.

Skulle indekset vise en markant større fremgang, kan det presse renterne op, vurderes det af Sydbank.

I eftermiddag klokken 15 går den franske centralbankdirektør, François Villeroy de Galhau, på talerstolen.

NYE RENTEMØDER OG NØGLETAL VENTER

Mandagens sparsomme makrokalender afløses senere på ugen af nyt om blandt andet de tyske producentpriser, forbrugertilliden i eurozonen samt et hav af foreløbige PMI-opgørelser fra alle verdenshjørner.

Tirsdag er der taler fra centralbankdirektørerne i både Den Europæiske Centralbank, ECB, og den amerikanske pendant, Federal Reserve. Talerne følger sidste uges rentemøder fra de to centralbanker.

Federal Reserve fastholdt i den forbindelse sin rente på 5,00-5,25 pct. efter at have strammet pengepolitikken ved ti rentemøder i træk. Hos ECB blev indlånsrenten sat op med 25 basispoint til 3,50 pct.

Og der venter mere nyt fra centralbankerne, når Norges Bank, der er den norske centralbank, og den britiske centralbank, Bank of England, torsdag begge holder rentemøder.

Her ventes den norske indlånsrente forhøjet med 25 basispoint til 3,50 pct., og i Storbritannien ventes der ligeledes et løft til 25 basispoint, hvilket vil bringe renten op på 4,75 pct.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her