07. jul. 2023 kl. 07:47
20 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Eftermiddagens amerikanske jobrappo...

(Rettelse i næstsidste afsnit. Det er tale om lønstigning på årsbasis, red.)

De store udsving i renterne torsdag ventes blot at være bølgeskvulp fredag morgen, når handlen med statspapirer åbner.

Efter den private amerikanske jobrapport satte gang i rentestigningerne torsdag, ser handlerne nu frem mod eftermiddagens officielle amerikanske jobrapport, der udover tal for beskæftigelsen også indeholder tal for arbejdsløshed, lønudvikling og gennemsnitlig ugentlig arbejdstid.

- Da presset på arbejdsmarkedet i 2021-2022 var stort, steg den gennemsnitlige arbejdsuge til 35 timer. Det tal er nu 34,3 timer per uge. Forskellen kan umiddelbart lyde af lidt, men det svarer faktisk til et beskæftigelsesfald på 3,1 mio. Færre arbejdstimer kan altså sagtens være en forløber til afskedigelser. Hvis arbejdsløsheden stiger mere end forventet i juni, kan det presse renterne ned og dæmpe humøret på finansmarkederne, skriver Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar til dagens udvikling.

Torsdag viste den private jobrapport, ADP, at det amerikanske jobmarked fortsat er glohedt, og det var med til at sende recessionsfrygten på afstand, mens bekymringer over flere renteløft rykkede nærmere.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg 10 basispoint til 4,03 pct.

Fredag morgen er renten på den tiårige T-bond 4,04 pct. på markedet i Tokyo. Det er 2 point lavere, end da det danske obligationsmarked lukkede torsdag.

Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med at stige 15 basispoint til 2,91 pct. I sidste uge gik renten på weekend i 2,72 pct.

Den amerikanske jobrapport ventes at vise en jobskabelse på 230.000 i juni mod 339.000 måneden før. På årsbasis ventes lønnen at være steget 4,2 pct. i juni mod 4,3 pct. i maj.

- Falder arbejdsløsheden, eller er lønstigningerne højere end ventet, så kan det sende renterne op, vurderer Kim Blindbæk.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her