22. aug. 2024 kl. 06:54
30 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Erhvervstillid i fokus før startsku...

Der ventes ikke de store udsving, når det danske obligationsmarked åbner torsdag, og det kan meget vel gå hen at blive en dag præget af tilbageholdenhed forud for den amerikanske centralbanks årlige Jackson Hole-konference.

Konferencen starter torsdag, men højdepunktet - talen af den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell - er først fredag kl. 16.

I løbet af torsdagen drysser det ind med en række erhvervstillidsmålinger i form af de såkaldte PMI-opgørelser. De er beregnet på baggrund af tilbagemeldinger fra indkøbschefer, som i undersøgelsen forholder sig til en række spørgsmål om den øjeblikkelige situation og fremtidsudsigterne.

- De europæiske PMI-indeks har vist svaghedstegn i både juni og juli. Det er særligt servicesektoren, der er meget afhængig af forbrugernes købelyst, der har skuffet. Billedet har dog været todelt. PMI-tallene i flere af de sydeuropæiske turistmagneter har været ganske stærke, mens PMI-tallene i Tyskland og Frankrig har været ganske skuffende, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar.

I eftermiddag er det også værd at holde øje med de ugentlige amerikanske tal for nytilmeldte ledige og den månedlige opgørelse af udviklingen i forbrugertilliden i eurozonen.

Den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ligger på T-bondmarkedet i Tokyo uændret i 3,80 pct., hvilket også var rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation onsdag i 2,17 pct. efter et fald på 2 basispoint.

I USA var der onsdag aften fokus på referatet af det seneste rentemøde i slutningen af juli, hvor et flertal af centralbankens chefer anså det for passende med en pengepolitisk lempelse på næste møde, og hvor endda flere af dem var parat til at støtte en nedsættelse allerede i juli.

- Alle deltagere støttede opretholdelsen af målintervallet for den føderale fondsrente på 5,25-5,50 pct., selv om flere bemærkede, at de nylige fremskridt med hensyn til inflation og stigninger i arbejdsløshedsprocenten havde givet en plausibel grund til at reducere målintervallet med 25 basispoint på dette møde, eller at de kunne have støttet en sådan beslutning, hed det i referatet.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her