13. jul. 2023 kl. 07:07
114 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Europæiske industrital, ECB-referat...

Efter store rentefald onsdag efter amerikanske inflationstal ventes en roligere åbning torsdag, men muligvis med et fortsat pres nedad på renterne.

Torsdag vil investorerne holde øje med tal for udviklingen i industriproduktionen i eurozonen i maj og referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank.

Fra USA er dagens vigtigste nøgletal den ugentlige opgørelse af udviklingen i nytilmeldte ledige og udviklingen i producentpriserne i juni.

En fortsat afdæmpning af inflationen i USA i juni blev vel modtaget af investorerne, der onsdag sendte obligationskurserne i vejret og de effektive renter ned.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 11 basispoint til 3,86 pct. Torsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 3,85 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 2 point under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Herhjemme nåede renten på toneangivende tiårige danske statsobligation onsdag at dykke 9 basispoint til 2,84 pct., efter de amerikanske forbrugerpristal, der viste en opbremsning i inflationen for 12. måned i træk - til 3,0 pct. i juni fra 4,0 pct. i maj.

Onsdagens amerikanske inflationsrapport betød ikke blot lavere markedsrenter, men også lavere forventninger til centralbankrenten i USA gennem året.

Handelen med rentefutures indikerede onsdag nemlig, at investorerne efter inflationsrapporten i mindre grad indregner renteforhøjelser end tidligere på ugen. Der er stadig tæt ved 90 pct. sandsynlighed for et løft senere i juli på 0,25 pct.point, men nu en sandsynlighed under 35 pct. for yderligere et løft inden nytår.

Desuden ses renten slutte 2023 i 5,33 pct. mod et bud tirsdag på 5,39 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her