02. okt. 2025 kl. 07:06
49 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Lavt blus med fokus på konsekvenser...

Der er lagt op til lidt af en hviledag på nøgletalsfronten torsdag, hvor handlerne kan få et pusterum efter en taltung uge med særligt det amerikanske arbejdsmarked i fokus.

Pusterummet kommer dog også til at vare fredag med, da onsdagens nedlukning af det amerikanske statsapparat betyder en udsættelse af den officielle jobrapport for september.

På programmet torsdag er kun et nyt indblik i den europæiske arbejdsløshed.

Inden da er der lagt op til en start på obligationsmarkedet uden de store udsving. Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede onsdag i 2,55 pct. efter en fremgang på 1 basispoint.

I USA faldt renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation 5 basispoint til 4,10 pct., og den forrentes i samme niveau torsdag morgen på markedet i Tokyo. Det er samme niveau, som da det danske obligationsmarked lukkede. Det toårige toneangivende statspapir faldt 7 basispoint til 3,54 pct., og den forrentes uændret torsdag morgen.

Rentefaldet fulgte en særdeles svag arbejdsmarkedsrapport fra ADP, der bød på tilbagegang mod en ventet fremgang.

Hvordan den samlede udvikling på det amerikanske arbejdsmarked var i september, må handlerne dog vente med at finde ud af. Onsdagens nedlukning af den føderale regering i USA betyder nemlig, at den bliver udskudt.

Også torsdagens vanlige opdatering om antallet af nytilmeldte ledige udgår.

I stedet kan handlerne rette opmærksomheden mod opgørelsen for arbejdsløsheden i eurozonen i august, der af økonomerne ifølge Bloomberg News ventes uændret i 6,2 pct.

En lille håndfuld taler fra centralbankcheferne kan der også ses frem til torsdag. Først på banen er Irlands centralbankchef, Gabriel Makhlouf, der efterfølges af Lorie Logan, der er chef for den amerikanske centralbanks Federal Reserves afdeling i Dallas.

Ud på aftenen taler Frankrigs centralbankchef, François Villeroy de Galhau, og næstformanden i Den Europæiske Centralbank, Luis de Guindos, går på som den sidste klokken 19.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her