16. jan. 2024 kl. 07:14
136 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Let stigende renter i sigte før tys...

Tirsdagen ser ud til at få en rolig begyndelse med lille rentepil opad, når det kommer til det danske obligationsmarked.

Ganske som mandag er der ikke mange store nøgletal i kalenderen, men tirsdag skrues tempoet dog lidt op på den front, ligesom der også igen er taler fra centralbanktopfolk fra topmødet i schweiziske Davos i kalenderen.

I USA åbnes der igen op for handel tirsdag oven på den forlængede weekend grundet fejring af borgerretsforkæmperen Martin Luther King Jr.

Det er sket med stigende renter, og tirsdag morgen er renten på den toneangivende tiårige amerikanske T-bond 4,00 pct. - 6 basispoint højere end ved både dansk og amerikansk lukketid fredag.

Mandag steg renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme med 4 basispoint til 2,38 pct. Dermed er der fortsat et lille efterslæb til det amerikanske marked, der kan indikere let højere renter fra morgenstunden.

Nøgletalsmæssigt kan investorerne se frem mod endelige inflationstal fra Europas største økonomi, den tyske, allerede fra morgenstunden, og samme sted fra kommer dagens nok tungeste tal - ZEW-indekset for januar.

Her venter økonomerne fortsat alvorligt grus i maskineriet i forhold til aflæsningen af den aktuelle situation, der stadig er i kraftigt minus, mens forventningerne til fremtiden ser lidt lysere ud.

Ud på eftermiddagen præsenteres der fra USA en opgørelse af Empire Manufacturing-indekset, der måler erhvervstilliden i staten New York.

Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News venter økonomerne en stigning til minus 5,0 i januar fra minus 14,5 i sidste års julemåned.

Fra morgenstunden er Frankrigs centralbankchef, François Villeroy de Galhau, desuden på talerstolen, og ud på eftermiddagen kommer turen til Christopher Waller, der er medlem af Federal Reserves styrelse.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her