13. aug. 2024 kl. 07:03
115 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Lille rentefald i sigte inden vigti...

Der er udsigt til et behersket rentefald på det danske obligationsmarked fra åbningen tirsdag at dømme efter udviklingen i USA, hvor ugens prisrapporter er i fokus.

Herhjemme sluttede den toneangivende tiårige danske rente mandag i 2,23 pct. - 1 basispoint højere end niveauet fredag eftermiddag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ligger imidlertid tirsdag morgen i 3,90 pct. Det er omtrent 4 basispoint under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.

Vigtigste nøgletal i denne uge bliver det amerikanske forbrugerprisindeks onsdag. Det ventes at vise, at inflationen aftog til 3,2 pct. i juli fra 3,3 pct. i juni opgjort eksklusive fødevarer og energipriser, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Allerede tirsdag eftermiddag kan investorerne dog skæve til udviklingen i de amerikanske producentpriser.

- Flere af underindeksene i producentpriserne indgår i den amerikanske forbundsbanks (Feds) foretrukne inflationsmål core-PCE.

- Derfor er tallene vigtige, da de bliver den første retningspil på udviklingen i PCE-inflationen. Producentpriserne har stabiliseret sig omkring 2,5-3,0 pct. og betragtes ofte som en ledende indikator på inflationen, fremhæver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank i en morgenkommentar.

Opgjort eksklusive fødevarer og energi ventes producentpriserne at være steget 2,6 pct. i juli mod 3 pct. i juni.

Holder prognosen vil markedet formentlig holde fast i sin forudsigelse om, at den amerikanske centralbank sænker renten på sit møde i midten af september. I øjeblikket indregner futures en rentenedsættelse på 39 basispoint, og investorerne er altså en smule i vildrede, om den toneangivende amerikanske rente vil blive sænket med 25 eller 50 basispoint.

Fra nøgletalsfronten tirsdag får investorerne i løbet af formiddagen også nyt om de tyske finansielle aktørers forventningsindeks, ZEW.

Indekset ventes at være faldet til 34,0 i august fra 41,8 i juli. Vurderingen af den nuværende situation ventes ligeledes forværret til minus 74,5 fra minus 68,9.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her