14. aug. 2025 kl. 06:50
76 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Nytilmeldte amerikanske ledige i fo...

Spørger man økonomerne, er det så efterhånden så sikkert som amen i kirken, at den amerikanske centralbank sætter renten ned til september. Forudsigelsen om pengepolitiske lempelser fra Federal Reserve gav onsdag faldende statsrenter i både den korte og lange ende af spektret i USA onsdag.

For den toneangivende tiårige T-bond endte det med et rentefald på 6 basispoint til 4,23 pct., hvilket var lig renteniveauet ved dansk lukketid onsdag. Niveauet holder torsdag morgen på T-bondmarkedet i Tokyo.

Herhjemme faldt renten på den tiårige toneangivende statsobligation 8 basispoint onsdag til 2,53 pct.

Investorerne har skruet forventningerne om en rentenedsættelse fra den anden side af Atlanten markant i vejret, efter den officielle amerikanske arbejdsmarkedsrapport for juli for halvanden uge siden, og onsdag passerede forventningen 100 pct., når man måler på handlen med rentefutures.

Med andre ord føler investorerne sig nu helt overbeviste om, at der vil komme en rentenedsættelse på 25 basispoint på mødet i september. Forventningen var ifølge data fra Bloomberg News på 106,8 pct. onsdag.

- Investorerne er begyndt at indregne en lille sandsynlighed for, at Federal Reserve sænker renten med hele 0,50 procentpoint i september. Det kommer efter, at USA´s finansminister, Scott Bessent, har udtalt, at den seneste arbejdsmarkedsrapport med 73.000 nye job og en større nedjustering af de seneste to måneders jobvækst bringer en stor rentenedsættelse i spil, noterer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, sig i en kommentar.

Fokus torsdag vil være på de ugentlige ansøgninger om dagpenge i USA, der lander i eftermiddag. Nøgletallet ses som et pejlemærke for tilstanden på arbejdsmarkedet.

Indtil da ventes handlerne at forholde sig rolige:

- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked åbner med stort set uændrede renter. Hvis antallet af nytilmeldte ledige er højere end ventet, vil det være endnu et svagt nøgletal fra det amerikanske arbejdsmarked. Det kan give rentefald, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her