19. dec. 2023 kl. 07:23
110 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Rolig rentedag i vente efter mandag...

Der er umiddelbart udsigt til en afdæmpet start på handlen med danske statsobligationer tirsdag morgen, hvor aktiviteten ikke er voldsom.

Uden større nøgletal eller øvrige makroøkonomiske begivenheder til at forstyrre julefreden er det også meget sandsynligt, at det kan fortsætte i et lavere gear dagen igennem.

Mandag steg renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme med 5 basispoint til 2,30 pct., og tirsdag morgen indikeres der en start tæt på det udgangspunkt, hvis man skæver til handlen med amerikanske statspapirer.

I USA steg renterne nemlig også en smule mandag, men stigningerne aftog ud på aftenen, og derfor er den ledende tiårige rente også fortsat 1 basispoint lavere end ved dansk lukketid i tirsdag morgens handel i Tokyo.

- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked åbner med stort set uændrede renter. Det er en dag med en forholdsvis fattig nøgletalskalender med byggetilladelser og påbegyndt boligbyggeri fra USA som de vigtigste nøgletal, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en morgenkommentar tirsdag.

Blandt økonomerne ventes det påbegyndte boligbyggeri at have vist en lille tilbagegang på 0,9 pct. til 1.360.000 enheder i november, fremgår det af estimater indsamlet af Bloomberg News.

Byggetilladelserne ventes ligeledes faldende.

Derudover er kalenderens eneste øvrige bemærkelsesværdige punkt en endelig opgørelse af inflationen i eurozonen i november. Den præsenteres midt på formiddagen.

Der er også et par taler fra centralbankfolk i kalenderen, men ikke noget, der umiddelbart ventes at rykke voldsomt ved markedet, efter at både Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank (ECB) i sidste uge holdt rentemøder.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her