12. aug. 2025 kl. 07:26
72 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Små udsving inden sprængfarlig amer...

Der er lagt op til en rolig åbning på det danske obligationsmarked tirsdag, inden eftermiddagens amerikanske inflationstal formentlig sætter kolorit på børserne.

Ifølge Sydbank-økonom Kim Blindbæk er der nemlig tale om ugens hovedbegivenhed på nøgletalsfronten.

Og forventningen er ifølge Bloomberg News, at statistikken viser tiltagende inflation, hvilket næppe er vand på den amerikanske centralbanks mølle, hvis den toneangivende rente skal sænkes og investorernes håb om rentenedsættelser skal indfries.

Herhjemme steg den tiårige danske statsrente mandag 1 basispoint til 2,56 pct. Og også i USA bød mandagen på nogenlunde ro op til prisrapporten.

Den tilsvarende amerikanske rente faldt et enkelt basispoint til 4,28 pct., hvilket også er niveauet tirsdag morgen på børsen i Tokyo. I forhold til niveauet ved dansk børslukketid mandag er der tale om et rentefald på 1 basispoint.

Spændingen om de amerikanske forbrugerpriser udløses kl. 14.30, hvor økonomer særligt vil holde øje med kerneinflationen, der fraregner fødevare- og energipriser. Der ventes en prisstigningstakt på 3 pct. mod 2,9 pct. i juni.

- Det vil være den højeste kerneinflation siden januar. Højere end ventet inflation kan give rentestigninger, vurderer Kim Blindbæk i bankens morgenbrev.

Han peger på, at futuremarkedet allerede har indregnet yderligere to rentenedsættelser i år fra den amerikanske centralbank, hvoraf den første ventes i september.

- En overraskende høj inflation kan dog ændre på det og medføre rentestigninger og en styrket dollar, konstaterer Sydbank-økonomen.

Ud over prisstatistikken kan investorerne lytte til nyt fra Thomas Barkin, chef for den amerikanske centralbanks afdeling i Richmond, der taler ved 16-tiden, mens inflationstallene endnu er næsten dugfriske i investorernes hukommelse.

I Tyskland ventes ZEW-indekset i løbet af formiddagen at vise en forværret stemning blandt de finansielle aktører i august. Det gælder både forventningsindekset, som ventes at være faldet til 39,5 fra 52,7 i juli samt vurderingen af den nuværende økonomiske situation, som ses falde til minus 67 fra minus 59,5.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her