24. jun. 2025 kl. 07:18
84 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/tendens: Udsigt til let stigende renter efte...

Der er udsigt til let stigende renter fra morgenstunden efter forlydender om, at en våbenhvile mellem Israel og Iran er på plads.

I Tokyo forrentes den tiårige amerikanske t-bond tirsdag morgen i 4,34 pct., hvilket er 2 basispoint over renteniveauet ved dansk lukketid mandag.

Mandag endte renten på den ledende tiårige danske statsobligation med et fald på 3 basispoint til 2,47 pct. Over dagen var der dog udsving i renterne, da handlerne skulle fordøje weekendens amerikanske angreb på Iran og ikke mindst spekulere om mulige modtræk fra Iran.

Modtrækket kom så mandag aften efter dansk lukketid, og det viste sig at ligne en klar deeskalering fra iransk side, da landet - med forvarsel - sendte en håndfuld missiler mod en amerikansk militærbase i Qatar.

Det milde modsvar gav et løft til de amerikanske aktier, mens t-bond-renterne også kravlede op hen ad aftenen.

Senere lød det fra USA´s præsident, Donald Trump, at Israel og Iran var blevet enige om en våbenhvile. Selv om der over natten har været meldinger om fortsatte angreb mellem Israel og Iran, lyder det tirsdag morgen på iransk stats-tv, at en våbenhvile er på plads, skriver Reuters.

NATO-MØDE TAGER FOKUS

Tirsdag indledes Nato-topmødet i den hollandske by Haag, hvor det skal drøftes, hvor mange penge der skal gå til forsvarsbudgetterne de kommende år.

Beslutningen om forsvarsudgifterne kan få stor betydning for obligationsmarkedet og aktiemarkedet, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar tirsdag morgen.

- Før topmødet nævnes 5 pct. af BNP fordelt på 3,5 pct. til forsvar og 1,5 pct. til infrastruktur og cybersikkerhed. Derudover vil der være et stort fokus på, om der er enighed i alliancen, efter Trump flere gange har truet med at trække USA ud af Nato, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

På makrofronten lander de tyske IFO-indikatorer op ad formiddagen, og her ventes der en forbedring i juni til 88,0 fra tidligere opgjorte 87,5, viser tal fra Bloomberg News.

Senere på dagen kommer der friske amerikanske forbrugertillidstal, når opgørelsen for juni offentliggøres. Her ventes en bedring til 99,8 mod sidste måneds 98,0.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her