07. maj 2025 kl. 08:33
164 visninger

Ørsted Q1: Ny milliardregning og droppet projekt martrer ...

Ørsteds overskud voksede helt som ventet i første kvartal, men det er endnu en gang meldingen om nye, store nedskrivninger, som stjæler billedet i Ørsteds regnskab.

Det britiske projekt Hornsea 4 bliver droppet, og det ventes at koste op mod 5,5 mia. kr. i annuleringsomkostninger. Dette vil dog først blive bogført i andet kvartal, og trækker derfor ikke ned i dagens regnskab.

- Vi har valgt at indstille udviklingen af Hornsea 4-projektet i dets nuværende form i god tid inden den planlagte investeringsbeslutning senere på året. Kombinationen af øgede omkostninger i forsyningskæden, højere renter samt forøget eksekveringsrisiko har forværret projektets forventede værdiskabelse, udtaler topchef Rasmus Errboe i regnskabet.

Derfor var der også god fremgang på bundlinjen, hvor Ørsted kom ud af kvartalet med et overskud på 4887 mio. kr., mens analytikerne på forhånd havde estimeret et overskud på 3886 mio. kr. mod et overskud på 2609 mio. kr. i samme kvartal året forinden.

- I løbet af kvartalet havde vi en solid driftsindtjening, der understøtter vores forventninger til hele året, og vi fortsatte med at levere på vores frasalgsprogram ved at gennemføre delvise frasalg inden for havvind og vedvarende energi på land, lyder det videre fra topchefen.

LAVERE RENTER OPVEJER FOR TOLD

Vender man blikket mod driften var første kvartal også bedre end ventet, og Ørsted fik samtidig en hjælpende hånd fra de amerikanske renter.

Årets første tre måneder gav et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 8871 mio. kr., når man medregner nye partnerskabsaftaler.

Her havde analytikerne ifølge konsensusestimater indsamlet af Ørsted ventet et driftsoverskud på 8085 mio. kr. mod et driftsoverskud på 7488 mio. kr. samme kvartal sidste år.

Der var i første kvartal kun bidrag på 304 mio. kr. fra nye partnerskaber.

Selvom nedskrivninger fortsat fylder for Ørsted med nyheden om det droppede Hornsea 4-projekt, udgjorde posten faktisk en lille positiv overraskelse i første kvartal.

Her var der en tilbageførsel på 300 mio. kr. som følge af faldende renter i USA, som bidrog med 1,5 mia. kr.

Dette blev dog delvis udlignet af amerikansk told, som trak ned med 1,2 mia. kr.



.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her