07. okt. 2025 kl. 06:34
39 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Ørsted sælger alle udbudte aktier uden hjælp fra banksynd...

Resultatet af Ørsteds meget omtalte kapitaludvidelse blev mandag, at 99,3 pct. af alle tildelte tegningsretter blev udnyttet af enten eksisterende aktionærer eller af investorer, som har købt tegningsretter.

Det fremgår af en meddelelse fra det danske energiselskab mandag aften.

Samtidig har efterspørgslen på de få tilbageværende udbudte aktier været overtegnet og så stor, at det banksyndikat, der ellers havde garanteret Ørsteds kapitaludvidelse på 60 mia. kr., den største i Norden nogensinde, ikke ender med at skulle købe aktier.

- Efterspørgslen efter de resterende aktier har været ekstraordinært høj og har oversteget antallet af nye aktier, der ikke blev tegnet ved udnyttelse af fortegningsrettigheder.

Bestyrelsen i Ørsted har derfor besluttet sig for, at alle ordre på på de resterende aktier på op til 22.446 nye aktier vil blive imødekommet, mens større ordrer alene vil få tildelt ligeledes 22.446 nye aktier.

- Som følge af efterspørgslen efter de resterende aktier tegner banksyndikatet ikke nye aktier under deres garantiforpligtelse.

Den danske stat har tegnet sig for sin proportionelle ejerandel og købt 50,1 pct. af de udbudte aktier eller for godt 30 mia. kr.

- Jeg er meget tilfreds med den stærke støtte, vi har modtaget, til vores kapitaludvidelse fra små og store investorer i Danmark og udlandet, herunder vores majoritetsaktionær, den danske stat, udtaler topchef i Ørsted, Rasmus Errboe, i en meddelelse.

- Kapitaludvidelsen styrker Ørsteds finansielle fundament, hvilket gør det muligt for os at fokusere på leveringen af vores seks havvindmølleparker under opførelse, fortsat håndtere den regulatoriske usikkerhed i USA og styrke vores position som markedsleder inden for havvind.

- Vi vil fortsætte med at arbejde hårdt på at gennemføre vores strategi og levere resultater kvartal efter kvartal. Det bliver en lang, hård proces, og vi har meget arbejde foran os i de kommende år for at sikre fremdrift i vores projekter under opførelse, forbedre vores konkurrenceevne og fokusere forretningen på havvind, især i Europa.

Aktionærer med Ørsted-aktier blev den 17. september tildelt 15 tegningsretter per aktie, de ejede i forvejen. Syv tegningsretter gav ret til at tegne nye Ørsted-aktier 66,60 kr.

Den manøvre barberede tæt ved halvdelen af kursen for Ørsted-aktien, der dagen før uddelingen af tegningsretterne lukkede i 191,10 kr.

Kapitalrejsningen på de 60 mia. kr. havde i forvejen fået tilslutning af majoritetsejeren, den danske stat, som kommer med omtrent 30 mia. kr. Også norske Equinor, der ejer 10 pct., lovede at komme med 6 mia. kr., mens et banksyndikat havde garanteret resten.

.\\˙ MarketWire



Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her