25. aug. 2025 kl. 07:21
65 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Ørsted/Citi: Amerikansk stop-ordre kan få Ørsted til at t...

Weekendens overraskende ordre til Ørsted om at stoppe det videre arbejde med havvindprojektet Revolution Wind kan få vidtrækkende konsekvenser for det danske selskabs engagement i USA.

Det vurderer den amerikanske storbank Citi, efter at Ørsted natten til lørdag modtog en såkaldt "stop work"-order fra den amerikanske myndighed Bureau of Ocean Energy Management (BOEM).

Hos Citi arbejder analytiker Jenny Ping fortsat ud fra antagelsen om, at opførslen af Ørsteds to amerikanske projekter, Revolution Wind og Sunrise Wind, vil fortsætte.

Men hun påpeger, at Ørsteds omkostninger ved en midlertidig nedlukning af Revolution Wind i sidste ende kan ende med at udhule afkastet i en sådan grad, at Ørsted kan vælge at trække sig helt fra både Revolution og Sunrise Wind.

- Der er en risiko for, at eventuelle ekstraomkostninger i forbindelse med arbejdsstandsningen kan have en yderligere negativ indvirkning på afkastet fra Revolution og øge behovet for højere beredskabsudgifter, på grund af risikoen for at noget lignende sker for Sunrise Wind. Det er endnu uvist, om ledelsen er villig til at påtage sig en sådan risiko eller beslutter at trække sig ud, skriver Jenny Ping i et notat.

Hun sammenligner situationen med en lignende hændelse hos norske Equinor, der tidligere på året blev beordret at stoppe arbejdet med sit projekt Empire Wind.

Det tog cirka en måned at nå til enighed med myndighederne, men kostede i mellemtiden Equinor i omegnen af 5,1 mia. kr. i ekstraomkostninger.

Ved udgangen af første halvår udgjorde investeringerne i Revolution-projektet 15,2 mia. kr., og Ørsted oplyste, at der er behov for yderligere 5 mia. kr. for at færdiggøre projektet. Tilsvarende var investeringerne i Sunrise på 16,8 mia. kr., og her er der behov for yderligere 40 mia. kr. for at færdiggøre projektet.

Sidstnævnte skyldes, at det på grund af den store usikkerhed på det amerikanske havvindmarked ikke har været muligt at finde en partner til at købe halvdelen af Sunrise-projektet. Det fik Ørsted til at annoncere planer om en storstilet kapitalrejsning på 60 mia. kr.

Hos Citi regner man fortsat med, at Ørsted skal finde de mange milliarder i markedet - uanset om det danske selskab trækker sig eller ej.

- At trække sig ud betyder ikke, at Ørsted ikke længere har behov for at rejse kapital, da omkostningerne til forsyningskæden stadig skal betales, skriver Jenny Ping.



.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her