09. okt. 2025 kl. 12:00
50 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Ørsted/Sydbank: Alle besparelserne er masseret ind i akti...

Der er ikke noget overraskende i de tal, som energikoncernen Ørsted har meldt ud for ventede tilpasninger af organisationen frem mod udgangen af 2027 og de deraf afledte omkostningsreduktioner.

Det vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.

Ørsted annoncerede torsdag formiddag, at det som led i sin opdaterede forretningsplan og sine strategiske prioriteter reducerer organisationen med cirka 2000 stillinger frem mod udgangen af 2027.

- Jeg synes ikke, at der er noget overraskende i det. Tallet her omkring de 2000 medarbejdere har jo været fremme, og det faktum, at det sker frem mod udgangen af 2027, fortæller også lidt om, at øvelsen her går ud på, at Ørsted skal vokse betydeligt langsommere i fremtiden, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Han pointerer, at Ørsted ikke har nogen havmølleprojekter, der færdiggøres efter 2027 i det første år derefter.

- Man kan ikke have en hel organisation, som er ansat til at opføre og aflevere vindmølleprojekter, hvis der ikke er noget at opføre og aflevere. Og nogle af de medarbejdere, som man kan lade gå nu, det er vel nogle af dem, som indtil for kort tid siden har været aktive i forhold til at deltage i auktioner og den slags, siger Jacob Pedersen.

- For det bliver der ikke ret meget af i fremtiden. Lige nu er der ikke nogen penge at vokse for, og derfor er der et behov for at tilpasse organisationen. Udfordringen er, at man allerede nu gør klar til at sige farvel til nogle af de mennesker, der bliver omdrejningspunkt for, at man får opført projekterne til tiden frem mod 2027, tilføjer han.

Risikoen er, at nogle af selskabets nøglemedarbejdere i den proces vælger at søge andre græsgange inden gennemførelsen af de igangværende projekter.

- Det er virkelig en delikat balancegang, når det er sådan, at man går fra kæmpe vækst til nulvækst. Så det her er noget, man skal være usædvanligt skarp på. Måske gennem anvendelse af nogle fastholdelsesbonusser eller et eller andet i den retning.

- Hvis det er sådan, at medarbejderne kan se, at de har ikke nogen fremtid i Ørsted og ikke noget at lave i 2028, 2029, 2030, så vil de da formentlig allerede nu forsøge at finde andre steder at arbejde, siger Jacob Pedersen.

Ørsted venter gennem de planlagte effektiviseringer at kunne hente årlige besparelser på cirka 2 mia. kr. fra 2028. Det mener Jacob Pedersen, "alt sammen er masseret ind i aktien". Derfor ser han heller ikke, at dagens meddelelse bør have større kurseffekt.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her