25. okt. 2023 kl. 17:06
318 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens aktier: DSV ramt igen på dybrød dag - Novo mest...

Onsdag var en dybrød dag på det danske aktiemarked, hvor alle C25-aktier undtagen Novo Nordisk, Pandora og Tryg endte i rødt. DSV endte i den tunge ende for anden dag i træk og havde selskab af ISS og Bavarian Nordic.

Eliteindekset, C25, sluttede med et fald på 1,5 pct. i indeks 1586,52. På de tre store markeder i Europa - Storbritannien, Tyskland og Frankrig - var tendensen også negativ ved dansk lukketid, om end noget mindre udtalt end herhjemme. Der var fald i Frankrig og Tyskland på 0,1-0.,2 pct. De britiske aktier lå endda marginalt højere.

- Markedet er noget nervøst og afventende den kommende tids regnskaber, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til MarketWire. Underliggende vurderer han også, at markedsdeltagerne mere og mere begynder at tro på, at det høje renteniveau vil forblive højt i længere tid og dermed presse appetitten på aktier.

NOVO SOM SIKKER HAVN

Novo Nordisk endte i toppen af indekset og lukkede med et plus på 1,5 pct. i 692,40 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

- Jeg vurderer stigningen i dag skyldes investorernes behov for sikker havn mod storme på aktiemarkedet, forklarer Martin Munk.

Desuden er Novo jo også i vælten efter sin ganske markante opjustering for nylig.

I toppen og i grønt havde Novo selskab af Tryg og Pandora, der steg 0,4 og 0,3 pct.

DSV RAMT AF SÆNKEDE KURSMÅL

I den tunge ende sås DSV igen, som det var tilfældet efter tirsdagens regnskab. En sværm af nedjusterede kursmål ramte aktien sammen med usikkerhed om og bekymring for selskabets milliard-joint venture i Saudi-Arabien.

Transport- og logistikselskabet har efter tirsdagens regnskab for tredje kvartal fået flere sænkede kursmål. Det sendte aktien til C25-bunden med et fald på 6,7 pct. til 974,80 kr. Tirsdag dykkede aktien 6,5 pct. Det er første gang i omkring et år aktien lukkede under kurs 1000.

Blandt andet Nordea, Carnegie, JPMorgan, SEB og ABG Sundal Collier har sænket kursmålene for DSV, mens britiske HSBC har løftet sin anbefaling til "hold" fra, "reducer" og fastholdt sit kursmål på 1150 kr. Jyske Bank har som en af de få løftet kursmålet fra 1450 kr. til 1550 kr.

Samtidig fik DSV nyt fra Schweiz, hvor også rivalen Kuehne+Nagel leverede regnskab for tredje kvartal. Det var - ganske som hos DSV - med lavere omsætning end ventet på grund af udfordrende markedsvilkår.

ISS OGSÅ I DEN TUNGE ENDE

I den tunge ende af eliteindekset endte også ISS uden selskabsspecifikke nyheder.

- Jeg tror, der er nervøsitet omkring ISS op til næste uges regnskab, siger Martin Munk.

Det, der kan bekymre markedet, er nervøsitet over flere nedskrivninger, efter at selskabet i forbindelse med halvårsregnskabet nedskrev værdien af sine franske aktiviteter, hvilket sendte aktien betragteligt ned.

ISS faldt 4 pct. til 97 kr. - det laveste niveau siden november 2022.

Bavarian Nordic sluttede med et fald på 5,5 pct. til 126,60 kr. uden nyt. Aktien er meget volatil og har ofte store udsving.

CARLSBERG FIK KONKURRENTNYT FRA HOLLAND

Carlsberg fik inspiration fra rivalen Heineken, der aflagde regnskab for tredje kvartal. Det viste en lidt bedre udvikling end ventet i mængderne, men var lidt dårligere end ventet i omsætningen. Carlsberg gør selv status for tredje kvartal på tirsdag i næste uge.

B-aktien faldt 0,5 pct. til 869,20 kr.

Kollegaen Unibrew fik løftet sit kursmål til 700 kr. fra 650 kr. hos britiske Barclays. Anbefalingen er fortsat "overvægt". Men Unibrew faldt 0,6 pct. til 515 kr.

RINGKJØBING LANDBOBANK MED FLERE TAL

Ringkjøbing Landbobank var alene på regnskabsscenen onsdag. Banken satte onsdag morgen flere tal på den gode udvikling i tredje kvartal, som var baggrunden for nok en opjustering af forventningerne for nylig. Men bankens aktier faldt dog 6,2 pct. til 918 kr. og er nu siden nytår faldet godt 3 pct.

.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her