28. jun. 2023 kl. 17:05
193 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens aktier: Efter fem dage med fald gik det op - ku...

Genmab var onsdag det eneste C25-selskab, der leverede en markant og tilmed positiv nyhed på en ellers stille og nyhedsfattig dag, der var klart positiv efter en perlerække af handelsdage med fald - fem blev det til.

Uden for C25 var der årsregnskab fra Flügger og en opjustering fra Møns Bank.

Der var ventet på ord fra cheferne for de toneangivende centralbanker i verden fra ECB’s konference i Portugal, men umiddelbart var der ikke noget nyt fra den kant. Centralbankcheferne Jerome H. Powell, Christine Lagarde, Kazuo Ueda og Andrew Bailey fra henholdsvis USA, EU, Japan og Storbritannien tog temperaturen på den globale økonomi og inflationspresset:

- Umiddelbart virker det ikke, som der kom nyt fra den kant, siger afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen til MarketWire en halv time inde i debatten.

Det danske eliteindeks lukkede 1,4 pct. højere i indeks 1789,49. Før debatten i Portugal begyndt lå indekset på samme niveau.

- Vi er positive onsdag, efter at det amerikanske marked sprang frem tirsdag på gode økonomiske data. Den tendens bredte sig onsdag til Asien og er fortsat i den europæiske handel. Det holder, når det ikke kom skuffelser fra Portugal, konstaterer Ole Kjær Jensen.

Han påpeger også, at ses der bort fra Genmab, er dagen uden selskabsspecifikke nyheder til at forklare kursbevægelserne.

Der var dog fremgang i de defensive aktier, der faldt pænt tirsdag, fremhæver han.

- Der er nok lidt ultimo effekt i bevægelserne, der også kan ses som en reaktion på de foregående dages fald og manglende risikolyst, siger han videre.

Tirsdag gik det værst ud over Ambu i C25-regi med et fald på 8,6 pct, men onsdag indtog aktien pladsen øverst i C25 med et plus på 4,8 pct. til 104,80 kr. Også Novo Nordisk steg onsdag. Her var stigningen på 1,2 pct. til 1065 kr. Tirsdag faldt den 2,1 pct.

Med i toppen lå Ørsted, GN, Rockwool og Carlsberg med stigninger på 2,8-3,6 pct. Alle uden selskabsspecifikt nyt.

GENMAB MED LOVENDE DATA

Genmab præsenterede onsdag et sæt lovende data fra et tidligt studie med lægemiddelkandidaten Epicoritamab som tredjebehandling af lymfekræftformen follikulært lymfom.

Det er overordnet nogle positive data, vurderede Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen. Han understregede dog, at der er tale om toplinjedata, så der kommer flere og mere uddybende data senere.

Selskabet fik i øvrigt fået skåret sit kursmål til 2740 kr. fra 3055 kr. hos Citi, som gentager anbefalingen "neutral".

Genmab-aktien faldt trods de positive data 0,9 pct. til 2531 kr. og endte i den tunge ende af indekset sammen med Tryg og FLSmidth, der faldt henholdsvis 0,9 og 1,1 pct.

VESTAS FIK ORDRE

Vindmølleproducenten Vestas har modtaget en bestilling i Italien på møller med en samlet kapacitet på 27 megawatt. Ordren kommer fra den svenske udvikler Ox2, som skal have opsat seks møller af typen V150-4.5 MW i vindparken Eolia i regionen Apulia.

Der skal dog stadig tryk på ordrerne i de resterende to dage af andet kvartal.

Foreløbigt har Vestas i andet kvartal annonceret landvindordrer i underkanten af 700 megawatt, mens samme kvartal sidste år bød på en annonceret ordreindgang på 1753 megawatt, hvortil kom uannoncerede ordrer på 370 megawatt.

Sidste år annoncerede Vestas 11 ordrer på de sidste to dage i andet kvartal med en samlet kapacitet på 1075 megawatt - så der er håb endnu om, at der kan vente nogle gode dage på ordrefronten.

Vestas-aktien steg 1,7 pct. til 180 kr.

FLÜGGER RAMT AF STIGENDE OMKOSTNINGER

Malervarekoncernen Flügger blev i regnskabsåret 2022/23 ramt hårdt af stigende omkostninger til råvarer, energi og transport samt ændret kundemiks, hvilket satte bundlinjen under pres.

I regnskabsåret omsatte Flügger for 2550 mio. kr., hvilket var på niveau med året før og inden for de udmeldte forventninger på 2500-2700 mio., og driftsresultatet, EBIT, på 43 mio. kr. var på niveau med det foreløbige resultat, som selskabet oplyste om 12. maj. Driftsresultatet blev dermed mere end halveret fra 99 mio. kr. regnskabsåret før.

På bundlinjen står der et minus for året på 4 mio. kr. mod et overskud på 8 mio. kr. i 2021/22.

I det kommende regnskabsår 2023/24 ventes en omsætning i niveauet 2500-2700 mio. kr. og en forbedring i driftsresultatet, EBIT, til 60-120 mio. kr.

Flügger faldt 1,1 pct. til 360 kr.. I år er aktien faldet omkring 15 pct.

MØNS BANK OPJUSTEREDE

Møns Bank opjusterede forventningerne for anden gang i år og stillede dermed op i rækken af banker, der har opjusteret inden regnskaberne. Stigende renter og en fortsat høj aktivitet i bankens forretning er baggrunden.

Banken ser nu et resultat før skat i 2023 på 70-80 mio. kr. mod en tidligere forventning på 60-70 mio. kr.

Møns Bank steg 2 pct. til 207 kr.

.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her