20. dec. 2023 kl. 17:06
210 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens aktier: Ørsted og Ambu skinnede om kap i grønt ...

Ørsted og Ambu kæmpede onsdag om topplaceringen i det danske C25-indeks, efter at førstnævnte kunne meddele, at vindmølleparken Hornsea 3 bliver en realitet.

Det var dog ikke nok til at vippe Ambu af pinden, der var understøttet af, at konkurrenten Olympus har måttet trække flere lungeendoskoper tilbage i USA.

Den gode stemning var da heller ikke til at tage fejl af onsdag, og det danske C25-indeks kunne dermed notere sig sin sjette fremgang på stribe. Mundvigene hos handlerne blev videre løftet af en større bedring i den amerikanske forbrugertillid i december end ventet.

C25-indekset steg onsdag 0,8 pct. til 1789,16.

Det danske såvel som de globale aktiemarkeder har i den seneste tid været understøttet af troen på, at centralbanker som Federal Reserve i USA og Den Europæiske Centralbank i EU vil sænke renterne i 2024.

- Det, at renterne falder, og det, at markedet venter, at centralbankerne kan sænke renterne inden for rammen af den bløde økonomiske landing, er det, der understøtter aktierne, siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje.

For C25-indeksets debutanter, NKT og Zealand Pharma, bød onsdag dertil på kursrekorder på 460,40 og 372 kr. efter stigninger på henholdsvis 1,2 og 2,1 pct.

ØRSTED VIL OPFØRE VERDENS STØRSTE VINDMØLLEPARK

Ørsted har onsdag truffet en endelig beslutning om opførelsen af vindmølleparken Hornsea 3 i Storbritannien.

Hornsea 3 bliver verdens største af sin slags med en kapacitet på 2,9 gigawatt (GW) og ventes at stå færdig omkring slutningen af 2027.

Nyheden sendte onsdag aktien i Ørsted i vejret med 3,2 pct. til 371,70 kr.

Også i den grønne afdeling kunne Vestas berette om, at vindmølleproducenten sammen med svenske Vattenfall er foretrukken leverandør til et britiske projekt på 1,4 gigawatt samt aftale om yderligere to projekter på i alt 2,8 gigawatt.

Endvidere offentliggjorde Vestas en ordre på 108 MW i Sydafrika.

Aktien steg 2,3 pct. til 197,56 kr.

AMBU TIL TOPS

Ambu solede sig også i toppen af C25 onsdag, hvor medicoaktien gik frem med 3,8 pct. til 103,80 kr.

Stigningen kom, dagen efter at den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse, FDA, udsendte en meddelelse om, at konkurrenten Olympus har trukket mere end 17.000 lungeendoskoper tilbage på risikoen for selvantændelse.

- Det er meget plausibelt, at det er årsagen til kursstigningen i Ambu. Lungeendoskopiområdet er det største marked for Ambu og har været det i en del år, siger Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

MÆRSK VARSLER FORLÆNGET TRANSITTID

A.P. Møller-Mærsk var igen i vælten onsdag efter en række kommentarer fra selskabets topchef, Vincent Clerc, tirsdag efter markedslukning.

I et interview med CNBC fortalte han, at transittiderne kan blive forlænget med to til fire uger på grund af beskydning fra Houthi-bevægelsen i Det Røde Hav. Usikkerheden i området har samtidig betydet højere spotrater, hvilket alt andet lige understøtter Mærsks aktie.

B-aktien steg onsdag 3,1 pct. til 12.115 kr.

Royal Unibrew har købt mikrobryggeriet Too Old to Die Young fra Rekom Group, oplyser bryggerikoncernen på Linkedin uden at sætte beløb på opkøbet.

Aktien vandt 1,1 pct. til 453,60 kr.

DSV SLOG BAK

Transportkoncernen DSV var onsdag ramt af profithjemtagning, efter at den danske speditør tirsdag nød fremgang efter nyheden om, at salgsprocessen med tyske DB Schenker er iværksat.

- Da salgsprocessen af DB Schenker blev sat i gang, steg DSV nok for meget, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

Derudover var der nyt fra amerikanske Fedex, der skuffede med sit regnskab for andet kvartal af 2023/24.

DSV bakkede 0,5 pct. til 1164,50 kr. efter et plus på 4,8 pct. tirsdag.

Novozymes og Chr. Hansen fik onsdag godkendt deres forestående fusion til Novonesis af de sydkoreanske konkurrencemyndigheder.

Aktierne steg henholdsvis 0,4 pct. til 364,60 kr. og 0,5 pct. til 556,60 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her