30. jul. 2025 kl. 17:01
130 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens obligationer: Beherskede udsving trods stærke t...

Stærke meldinger for væksten i USA og en noget større fremgang i beskæftigelsen havde kun begrænset indvirkning på renterne onsdag, hvor handlerne i højere grad ventede på aftenens rentemelding fra USA´s centralbank, Federal Reserve.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte 1 basispoint højere i 2,56 pct.

Der var rigeligt med nøgletal at forholde sig til onsdag, hvor der fra Tyskland, eurozonen og USA var nyt om BNP-væksten.

Den tyske økonomi skrumpede som ventet med 0,1 pct. i andet kvartal, mens der i USA var mere tryk på kedlerne med en vækst på 3,0 pct. mod ventet 2,6 pct. i andet kvartal på annualiseret basis.

Den økonomiske vækst, BNP, i eurozonen var 0,1 pct. i andet kvartal i forhold til kvartalet før, viser første opgørelse fra Eurostat.

Fra eurozonen kom dertil nyt om den økonomiske tillid, der gik mere frem i juli end ventet.

Onsdag fik handlerne også et indblik i udviklingen på det private jobmarked i USA med jobrapporten fra ADP, inden Federal Reserve fremlagde sin rentemeddelelse. Da der var ventet en fastholdelse af renten på 4,25-4,50 pct., var fokus i stedet på kommunikation om inflationsforventninger.

- Federal Reserve står over for stor usikkerhed, i forhold til hvordan tolden vil påvirke inflationen i den kommende tid, skriver økonom Kim Blindbæk fra Sydbank i et notat onsdag morgen.

ADP´s jobrapport viste en stigning i beskæftigelsen på 104.000 job i juli mod ventet 76.000. Samtidig blev sidste måneds fald på 33.000 stillinger revideret til et fald på 23.000 stillinger.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her