14. jan. 2026 kl. 16:02
23 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens obligationer: Behov for sikkerhed gav dag med faldende renter

Onsdagens obligationer: Behov for sikkerhed gav dag med faldende renter

Der var små rentefald på menuen onsdag på det danske obligationsmarked, som fulgte udviklingen i resten af Europa.

Den anspændte geopolitiske situation flere steder i verden var formentlig med til at skærpe investorernes appetit på den relative sikkerhed, som statsobligationer tilbyder.

Der var også en trafik af midler over i guld og sølv, som fortsatte med at blive handlet til rekordhøje priser, mens de amerikanske aktier åbnede med fald onsdag.

Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 2 basispoint lavere i 2,71 pct.

Dagens vigtigste nøgletal kom fra USA i form af udviklingen i detailsalget, der i november viste sig at være steget med 0,6 pct., mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en stigning på 0,5 pct.

Af fokuspunkter var der også taler fra flere fremtrædende medlemmer af den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Chefen for Feds afdeling i Minneapolis, Neel Kashkari, gør det i et interview med New York Times klart, at hun ikke ønsker en rentenedsættelse, når Federal Reserve holder rentemøde næste gang den 27-28. januar. Hun mener, at det er "alt for tidligt" at sænke renten, men at det kan blive aktuelt at gøre det senere på året.

Også chefen for centralbankens afdeling i Philadelphia, Anna Paulson, ser plads til at kunne sænke renten yderligere senere i år, efter at de seneste inflationstal bekræftede hendes forsigtige optimisme.

- Jeg føler mig forsigtigt optimistisk om inflationen, og jeg ser en rimelig sandsynlighed for, at vi vil slutte året med en inflation, som er tæt på 2 pct. på løbende årsbasis, siger Anna Paulson ifølge Bloomberg News i en forberedt tale til Handelskammeret i Philadelphia.

Geopolitik fortsatte også med at være højt på agendaen, herunder i forhold til situationen i Mellemøsten med uroen i Iran. Med danske briller er det særligt konflikten mellem USA og Danmark om Grønland, der fylder i bevidstheden og skaber knaster i Nato-samarbejdet.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 85 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig