16. okt. 2025 kl. 08:49
53 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Producenten bag Kitkat og Nescafé starter stor fyringsrun...

Verdens største fødevarekoncern, schweiziske Nestlé, varsler færre ansatte i koncernen. Samlet skal 16.000 stillinger skæres væk over de næste to år ud af de omkring 270.000 ansatte, Nestlé har globalt. Det svarer til omkring 6 pct. af arbejdsstyrken.

Det varsler fødevareproducenten, der laver alt lige fra Nescafé, Maggi-terninger og chokoladebaren Kitkat, torsdag.

- Verden ændrer sig, og Nestlé er nødt til at ændre sig hurtigere. Dette inkluderer, at vi må træffe svære, men nødvendige beslutninger om at reducere medarbejderantallet over de næste to år. Vi vil gøre dette med respekt og gennemsigtighed. Sammen med andre tiltag arbejder vi på at reducere vores omkostninger væsentligt, siger Nestlés direktør Philipp Navratil, om fyringerne.

Topchefen er forholdsvis ny i stolen med kun få uger i chefkontoret. Men nu vælger han at skrue op for et allerede løbende spareprogram.

Samlet skal koncernen spare 3,0 mia. schweizerfranc svarende til mere end 24 mia. kr. inden udgangen af 2027. Tidligere lød sparemålet på 2,4 mia. schweizerfranc.

- Det vil sikre Nestlés fremtid som leder i vores branche. Samlet set vil det gøre os i stand til at forbedre vores samlede præstation og skabe værdi for aktionærerne, siger topchefen.

Ud af de 16.000 vil de cirka 12.000 være funktionærer på tværs af funktioner og geografier, hvilket forventes at give årlige besparelser på 1,0 mia. schweizerfranc ved udgangen af 2027, hvilket er dobbelt så meget i forhold til det oprindelige spareprogram. De resterende cirka 4000 skal findes inden for produktion og forsyningskæde, oplyser koncernen torsdag.

Og den strammere linje får ros med på vejen af finanshuset Vontobel:

- Selvom Nestlé forsat er i problemer, mener vi, at fremgangen i tredje kvartal vil hjælpe koncernen med delvist at genoprette investorernes tillid, siger analytiker Jean-Philippe Bertschy, fra Vontobel til Bloomberg News.

Fødevareproducentens aktie er steget 1,7 pct. i år. Nestlés skifte på direktionsgangen skabte uro i virksomheden, der er kendt for sin konservative virksomhedskultur.

ROMANCE PÅ KONTORET

Nestlé valgte i starten af september at fyre topchefen, Laurent Freixe, da han havde forbrudt sig mod fødevarekoncernens adfærdskodeks, og det var her Philipp Navratil blev udset til topposten.

Laurent Freixe er blevet sendt på porten, fordi han har haft et "romantisk" forhold til en underordnet i Nestlé uden at informere bestyrelsen, hvilket også har fået bestyrelsen til at indlede en undersøgelse.

- Det var en nødvendig beslutning. Nestlés værdier og ledelse er stærke fundamenter for vores virksomhed, lød det dengang fra bestyrelsesformand Paul Bulcke i meldingen.

Laurent Freixe fik kun et års tid på posten som administrerende direktør, mens den nye topchef Philipp Navratil er en mangeårig Nestlé-veteran. Han startede i den schweiziske fødevarekoncern tilbage i 2001 som intern auditør, og har sidenhen haft en række ledelses- og direktørposter i Nestlé. Senest som chef for Nespresso-forretningen.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her