08. maj 2025 kl. 07:46
68 visninger

Råvarer: Håb om forhandlingsgennembrud mellem USA og Kina...

Oliepriserne stabiliserer sig torsdag morgen, efter at priserne faldt med mere end 1 dollar onsdag, understøttet af håb om et gennembrud i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina. Priserne er dog faldet en smule siden onsdag eftermiddag.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 61,61 dollar mod 61,70 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 58,61 dollar mod 58,77 dollar onsdag eftermiddag.

Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, skal senere på ugen mødes med Kinas øverste økonomiske embedsmand i Schweiz for at forhandle om handelskrigen mellem de to lande. Handelskrigen skaber store forstyrrelser i den globale økonomi, da den er med til at sænke væksten i råvareforbruget.

USA´s præsident, Donald Trump, har ellers udtalt, at han ikke er villig til at sænke USA´s told på kinesiske varer, for at få Kina til at forhandle.

Bekymringer om svag efterspørgsel lagde en dæmper på olieprisernes fremgang, efter at den amerikanske centralbank fastholdt renten på Fed-mødet i går. Centralbankens formand, Jerome Powell, advarede dog om en stigende økonomisk usikkerhed.

- Fed signalerede, at renten sandsynligvis vil forblive uændret, indtil virkningerne af toldsatserne bliver klarere. Dette styrkede den amerikanske dollar, hvilket bidrog til modvind på de bredere råvaremarkeder, siger ING-analytikere.

Markedets øjne er også rettet mod de amerikanske benzinlagre, der steg i sidste uge. Stigningen skaber bekymring blandt analytikere om, at forbruget ikke vil stige, når USA går ind i sommerperioden senere på året.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 3392,30 dollar mod 3386,40 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Anna Seeberg Bengtsson +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her