30. apr. 2026 kl. 07:29
63 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Råvarer: Oliepriserne skyder i vejret efter meldinger om mulige amerikanske angreb i Iran

Råvarer: Oliepriserne skyder i vejret efter meldinger om mulige amerikanske angreb i Iran

Oliepriserne stiger markant torsdag morgen efter meldinger om, at USA's præsident, Donald Trump, snart skal forholde sig til planer om mulige militære angreb i Iran i et forsøg på at bryde de fastlåste forhandlinger. Brent-olien er steget kraftigt og rammer torsdag sit højeste niveau siden marts 2022.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 124,67 dollar mod 117,40 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 109,24 dollar mod 105,21 dollar onsdag eftermiddag.

Som et tegn på, at konflikten og de deraf følgende forstyrrelser i energiforsyningen vil fortsætte i længere tid, talte Donald Trump onsdag med repræsentanter fra olieselskaber om, hvordan konsekvenserne af en potentiel længerevarende amerikansk blokade kan håndteres, oplyser en embedsmand i Det Hvide Hus.

- Hvis USA igen angriber Iran, må man forvente, at Iran svarer igen med angreb på dels energiinfrastruktur i omkringliggende golflande, dels vil forsøge at udvide konflikten til Rødehavet og blokere indsejlingen via Bab el-Mandeb-strædet. Iran har vist, at de er villige til og i stand til at svare igen. Det tyder på, at vi får to meget nervøse dage i oliemarkedet. Markedet har efterhånden lært, at Trump foretrækker militære angreb hen over weekenden, hvor de finansielle markeder er lukkede, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management, i en kommentar.

Markedets øjne er også rettet mod Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, som på et møde søndag ventes at øge produktionskvoterne med omkring 188.000 tønder om dagen, ifølge kilder, der udtalte sig til Reuters onsdag.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 4565,70 dollar mod 4539,14 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 287 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig