Oliepriserne stiger tirsdag morgen på en afvisning fra Det Hvide Hus på det iranske fredsudspil. Samtidig er der ikke udsigt til en umiddelbar genåbning af Hormuzstrædet.
Det skriver Bloomberg News.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 110,75 dollar mod 108,52 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 98,38 dollar mod 96,72 dollar mandag eftermiddag.
Det centrale i Irans fredsudspil er, at landets atomprogram først skal diskuteres, når krigen er slut, men det falder ikke i god jord hos USA, der vil have, at atomspørgsmålet skal løses, inden krigen er slut. Der vil komme modspil fra USA de næste par dage, lyder det fra Wall Street Journal ifølge Bloomberg News.
- Fra et markedssynspunkt tegner der sig et billede af et oliemarked, der ikke længere forventer en hurtig og varig fred samt en umiddelbar genåbning af Hormuzstrædet. Det peger derfor fortsat opad for olieprisen i de kommende dage, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management, i en kommentar.
USA's blokade presser Iran, da landet begynder at mangle lagerplads for sin råolie. Derfor er der udsigt til, at Iran vil blive tvunget til at reducere sin olieproduktion ifølge dataanalysevirksomheden Kpler.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 4634,45 dollar mod 4678,78 dollar mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire