Oliepriserne stiger fredag morgen, da indsatsen for at løse konflikten mellem USA og Iran fortsat er i dødvande, idet den iranske regering stadig blokerer Hormuzstrædet, og den amerikanske flåde hindrer eksporten af iransk råolie.
Det skriver Reuters.
En højtstående embedsmand fra Irans Revolutionsgarde truede torsdag med langvarige og smertefulde angreb på amerikanske mål, hvis USA genoptager sine militære operationer. Udmeldingen fik oliepriserne til at stige midlertidigt, og ifølge Jyske Bank nåede priserne torsdag det højeste niveau i fire år.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 111,58 dollar mod 109,63 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 105,61 dollar mod 104,78 dollar torsdag eftermiddag.
Selv om der har været våbenhvile siden den 8. april, dæmpede Irans udenrigsministerium torsdag aften forventningerne til forhandlingerne.
- At forvente at nå frem til et resultat på kort tid, uanset hvem mægleren er, er efter min mening ikke særlig realistisk, siger Esmaeil Baghaei, der er talsmand for Irans udenrigsministerium, ifølge Reuters.
Samtidig skulle den amerikanske præsident, Donald Trump, modtage en briefing om planer for nye militære angreb mod Iran, som har til formål at tvinge den iranske regering til at forhandle om en afslutning på konflikten, ifølge en amerikansk embedsmand.
Markedets opmærksomhed er også rettet mod Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, der holder møde i weekenden, efter De Forenede Arabiske Emirater forlod organisationen.
På det øvrige råvaremarked er guldprisen på vej mod et ugentligt fald. En troy ounce guld koster fredag morgen 4595,22 dollar mod 4619,23 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire