Den svenske centralbank, Riksbanken, fastholder torsdag sin ledende rente på 1,75 pct., hvilket er helt som ventet i markedet.
- Det nuværende niveau for styringsrenten giver Riksbanken et godt udgangspunkt for at tilpasse pengepolitikken, hvis det er nødvendigt for at sikre inflationsmålet, skriver Riksbanken.
USA's og Israels krig mod Iran har den seneste tid sendt energipriserne i vejret, som følge af den effektive lukning af det vigtige Hormuzstræde.
De høje energipriser er med til at løfte bekymringerne i markedet for inflationsniveauet og i sidste ende om centralbankerne vil sætte renteniveauet op for at kontrollere inflationen. Det har Riksbanken dog endnu ikke fundet nødvendigt.
Tilbage i marts fik krigen også banken til at sænke sit vækstskøn for 2026 og skrue lidt ned for lånerenten for supplerende likviditet til bankerne.
For 2026 ser Riksbanken nu en vækst i det svenske bruttonationalprodukt på 2,5 pct. mod et skøn på 2,9 pct. ved prognosen i december. For 2027 er der omvendt skruet lidt op - til 2,6 pct. fra 2,5 pct. i december.
.\\˙ MarketWire