24. jul. 2025 kl. 06:34
99 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tesla rammer lidt under forventningerne - aktien faldt - NY

Aktien i Tesla faldt onsdag med 4,4 pct. i eftermarkedet, da regnskabet for andet kvartal ikke helt levede op til forventningerne hos analytikerne.

Koncernen oplevede de tre måneder et fald i omsætningen på 12 pct. til 22,50 mia. dollar mod ventede 22,64 mia. dollar. Tilbagegangen i salget er ifølge Bloomberg News det største i et årti.

Det justerede overskud per aktie blev på 0,40 dollar, sammenlignet med 0,52 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 0,42 dollar, ifølge Bloomberg News.

En tredje skuffelse i onsdagens kvartalsregnskab er den frie pengestrøm, som på årsbasis faldt med 89 pct. til 146 mio. dollar, mens et niveau omkring 760 mio. dollar var ventet.

Tesla havde allerede tidligere i juli oplyst, at de globale leverancer af elbiler i andet kvartal faldt med 13,5 pct. Det selskabet selv har begrundet med lave lagre og nedlukning af produktion for at opdatere faciliteterne til nye modeller.

I den forbindelse vil aktionærerne nok være glade for at læse, at det i regnskabet slås fast, at lanceringsplanerne for 2025 er uændrede.

- Vores fokus er stadig på forsigtigt at øge vores køretøjsvolumen på en kapitaludgiftseffektiv måde ved at bruge vores eksisterende produktionskapacitet for køretøjer, før vi bygger nye produktionslinjer.

- Planerne for nye køretøjer, der vil blive lanceret i 2025, er stadig på sporet, inklusive den indledende produktion af en mere prismæssig overkommelig model i første halvår af 2025, hedder det, selv om første halvår jo unægteligt allerede er i bakspejlet.

For få uger siden sendte Tesla også sine først helt selvkørende biler på gaden i Austin i delstaten Texas, men produktionen af den nye selvkørende bil, robotaxi eller Cybercab, følger også planerne.

- Vores specialbyggede robotaxi-produkt, Cybercab, vil fortsætte med at forfølge en revolutionerende "unboxed" produktionsstrategi og er planlagt til volumenproduktion, der starter i 2026.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her