18. jun. 2025 kl. 06:34
84 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tesla: Storbank advarer om svagt salg og negativ pengestr...

Aktien i Tesla faldt tirsdag med 3,9 pct., da Wells Fargo i en analyse advarede om, at elbilproducentens leverancer vil skuffe i andet kvartal, og om at pengestrømmen i 2025 vil ende negativt.

Investeringsbanken regner ifølge Yahoo Finance med, at salget af Model Y vil falde med 21 pct. på årsbasis i andet kvartal, og bankens bud om levering af 343.000 eksemplarer af den model ligger samtidig 17 pct. under konsensus på Wall Street.

- Den nye Model Y virker svag på grund af opbygning af lager og kampagner. Der er heller ingen opdatering om den mere billige model, den eneste driver for volumen i anden halvdel af året, skriver analytiker Colin Langan i sin analyse.

- Ordreprisen er nogenlunde stabil, selv om finansieringskampagner og lagerrabatter fortsætter. Vi forventer en lavere margin kvartal over kvartal på grund af prisen.

Wells Fargo spekulerer samtidig i, at Teslas frie pengestrøm vil gå i minus i løbet af 2025.

Det er der flere årsager til. Den ene er, at USA´s senat har ophævet en mulighed for, at delstaten Californien selv kan lave lovgivning på området for luftforurening. Det betyder, at producenter af benzin- og dieselbiler ikke længere behøver at købe CO2-kreditter af blandt andet Tesla. Og det ventes at reducere driftsoverskuddet, EBIT, med 16 pct. i 2025.

Oven i det kommer altså det lavere salg, told og øgede investeringer.

- Vi forudser nu en negativ fri pengestrøm på 1,9 mia. dollar. Før første gang siden regnskabsåret 2018.

En række analytikere har talt meget optimistisk om Teslas muligheder inden for selvkørende biler, "full self driving" (FSD).

Netop for få dage siden kom de første af dem på gaderne i Austin i Texas, men det har heller ikke helt overbevist Colin Langan.

- FSD-testen i Austin ser ud til at være inden for et begrænset område, ved lav hastighed og under tæt overvågning. Vi ser en risiko ved at skalere op for hurtigt, da en ulykke ville være et stort tilbageslag.

Med et kursmål på 120 dollar spår Wells Fargo, at aktien i Tesla vil falde med mere end 60 pct. fra tirsdagens lukkekurs i 316,35 dollar.

.\\˙ MarketWire



Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her