02. sep. 2025 kl. 17:04
117 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Coloplast vendte rundt da markedet mis...

De globale aktiemarkeder blev tirsdag sendt en tur ned ad slisken, herunder danske aktier, der længe gjorde modstand, men slap deres tag ud på eftermiddagen.

Coloplast måtte se indledende stigninger oven på præsentationen af nye finansielle mål blive ædt op ud på eftermiddagen, da både amerikanske og europæiske aktier fik klø op til handelsstart på Wall Street, hvor handlerne vendte tilbage efter en forlænget weekend.

Herhjemme endte C25-indekset 1,3 pct. lavere i 1657,07.

- Helt generelt tror jeg, at investorerne venter på, at se, hvad der kommer til at ske i USA.

- Vi havde en skidt lukning i USA i fredags, desuden har vi haft inflationsdata (fra eurozonen, red), der kommer lidt ud til den høje side. Så der er lidt modvind på cykelstierne, samtidig med, at folk venter på den amerikanske jobrapport på fredag, siger Lars Skovgaard Andersen, senioraktierådgiver i Danske Bank, til MarketWire.

Han peger også på, at der hersker usikkerhed om den franske regering forud for en tillidsafstemning i parlamentet i næste uge.

Hos Jyske Bank tilskrev senioraktierådgiver Martin Munk en del af nedturen til rentestigninger på obligationsmarkedet.

FALD MED FLERE UNDTAGELSER

Og fakta ved lukketid var, at et flertal af C25-aktierne endte i minus, uden at det var muligt helt at sætte en finger på hvorfor.

Værst gik det høreapparataktierne GN og Demant, der begge tabte 3,1 pct. til kurserne 112 kr. og 238,40 kr.

- Renten tikker op ad, og det kan måske forklare faldet i GN, siger Martin Munk, med henvisning til GN´s relativt høje gæld.

Også Pandora sivede 2,4 pct. til 841,20 kr., og DSV lukkede 3 pct. lavere i 1378,50 kr.

- Det kunne også godt ligne en form for "risk off"-handel. De defensive aktier ligger jo trods alt mere lunt til. Så man hælder altså mod de defensive, mens risikoappetitten ser ud til at være røget i dag, siger Martin Munk.

COLOPLAST VENDTE RUNDT

Coloplast lå i løbet af dagen pænt til med en stigning på over 3 pct. i forbindelse med sin kapitalmarkedsdag og præsentationen af nye finansielle mål, men aktien sivede ud på eftermiddagen og endte 2,3 pct. lavere i 609,60 kr.

De nye finansielle mål for den organiske salgsvækst er i perioden på omkring 7-8 pct. frem mod 2030, hvor de gamle lød på 8-10 pct.

Coloplast er færd med at finde ny topchef, og flere børshuse peger på, at den nye målsætning er til at arbejde med for en ny topchef.

Hos JPMorgan kaldte analytiker Anchal Verma eksempelvis målene for "realistiske for enhver kommende administrerende direktør at levere på."

Og Morgan Stanley mente, at målene repræsenterer en "tiltrængt nulstilling".

BANKERNE SIVER

Imens var bankerne i let modvind, selv om Morgan Stanley havde set nærmere på Danske Bank og Nordea og løftet sine kursmål for begge.

Begge banker fik desuden den positive anbefaling "overvægt".

Danske Bank faldt imidlertid 1,5 pct. til 259,30 kr., mens Nordea tabte 0,6 pct. til 99,20 kr.

Blandt vinderne var til gengæld Genmab, der skød i vejret med 0,7 pct. til 1652 kr. og ramte det højeste niveau siden marts.

- Genmab er inde i en usædvanlig god stime og trender opad uden bagvedliggende nyt, konstaterer Martin Munk.

Fra den makroøkonomiske front viste inflationstal fra eurozonen en lidt højere kerneinflation end ventet på 2,3 pct. på årsbasis mod ventet 2,2 pct. blandt økonomer ifølge Bloomberg News.

Og i USA skuffede de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM, trods en stigning til 48,7 fra 48,0 måneden før.

Det var en anelse mindre end konsensus blandt økonomer på 49,0, og sjette måned på stribe, at indekset ligger under det neutrale niveau på 50, hvilket indikerer aftagende aktivitet.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her