18. nov. 2025 kl. 17:05
90 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Globale bekymringer sendte mørkerøde s...

Der var langt fra god stemning på det danske aktiemarked tirsdag, hvor C25-indekset faldt for fjerde dag i træk, i takt med at globale aktiebekymringer voksede frem mod chipgiganten Nvidias vigtige styrkeprøve onsdag.

Eliteindekset faldt 2,4 pct. til 1673,37 med minusser til 24 ud af de 25 aktier.

- Det ser rødt ud. Lad os sige det sådan. Det hele er lidt under pres, efter aktierne i USA kom godt ned i går. Så den nervøse stemning fra USA har spredt sig ind over Europa og Danmark, hvilket blandt andet sker op til Nvidias regnskab, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Udover Nvidia-regnskabet, som bliver en vigtig temperaturmåling på det altoverskyggende AI-tema, var den globale aktiestemning tirsdag også presset af de pengepolitiske udsigter i USA, hvor forventningerne til en rentenedsættelse på Federal Reserve-mødet i december er svundet ind.

Set med danske briller var der tirsdag fokus på Alm. Brand, der fik fremlagt nye finansielle målsætninger i forbindelse med en kapitalmarkedsdag tirsdag, mens den øvrige nyhedsfront var præget af analytikerjusteringer.

ALM. BRAND MED NY STRATEGI

Når Alm. Brand Group i de kommende tre år arbejder med at løfte sine marginer, vil det ikke være en helt lineær forbedring af lønsomheden. Forbedringerne, der er en konsekvens af forsikringskoncernens arbejde med at reducere omkostninger, vil således tage til hen ad vejen.

Det var budskabet på en kapitalmarkedsdag tirsdag i forbindelse med præsentationen af Alm. Brand Groups 2028-strategi.

I den har Alm. Brand Group blandt andet sat sig et mål om at reducere det vigtige forsikringstekniske nøgletal combined ratio, der er udtryk for, hvor stor en andel omkostninger og erstatninger udgør af bruttopræmieindtægterne.

Målet er, at combined ratio skal falde til 82 i 2028 fra 84-85 i 2025, eller 84,5 målt på midtpunktet.

Heraf udgør omkostningerne i 2025 cirka 17 pct.point, og 2028-målet er at reducere omkostningsprocenten til 16. Erstatningsprocenten ventes at gå fra cirka 67,5 til omkring 66.

Aktien endte dagen med et minus på 1 pct. til 18,02 kr.

Inden for C25 fik Genmab og partneren Abbvie grønt lys til markedsføring af deres kræftmiddel Epkinly som andenbehandling af lymfekræftformen follikulært lymfom i kombination med to andre midler på det amerikanske marked.

Det fremgår af en meddelelse fra den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA.

Genmab faldt dog 3 pct. til 1916 kr.

COLOPLAST OG ROCKWOOL BLEV LØFTET TIL "KØB"

På analytikerfronten fik Coloplast løftet anbefalingen til "køb" fra "hold" hos Bank of America, som satte kursmålet til 715 kr. ifølge Bloomberg-data.

Aktien steg 0,6 pct. som eneste lyspunkt i C25-indekset.

I modsatte ende endte GN med et dyk på 5,5 pct. til 93,34 kr.

Analytikerjusteringerne fortsatte samtidig med at hagle ned over Rockwool, efter at isoleringskoncernen i sidste uge nedjusterede sine forventninger i forbindelse med fremlæggelse af regnskabet for tredje kvartal.

Tirsdag blev anbefalingen løftet til "køb" fra "hold" hos Jyske Bank, der ser indtjeningsevnen vende tilbage på sporet i 2026. Kursmålet blev fastholdt på 265 kr.

Også franske Kepler Cheuvreux kiggede nærmere på Rockwool-aktien, og her blev kursmålet sænket til 220 kr. fra 265 kr., mens anbefalingen forblev "hold", fremgik det af Bloomberg News.

Isoleringsaktien gik tilbage med 2 pct. til 198,92 kr.

Zealand Pharma fik mandag gentaget sin positive anbefaling "outperform" hos BNP Paribas, der dog sænkede kursmålet til 840 kr. fra 905 kr.

Aktien faldt 4,4 pct. til 501,20 kr.

Ørsted faldt samtidig med 3,6 pct. til 126,35 kr. efter mandagens solide optur på 5,7 pct.

Investorerne i energiaktien kunne dog varme sig på flere løftede kursmål.

Finanshuset Fearnley hævede sit kursmål for aktien til 152 kr. fra 136 kr., og Arctic Securities løftede sit kursmål for energiaktien til 140 kr. fra 130 kr.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her