24. okt. 2023 kl. 17:04
298 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: GN, Vestas og Ørsted i grønt i positiv...

DSV kørte helt af sporet tirsdag, og aktien endte med en solid bundplacering efter et regnskab, der missede på de fleste poster. Og indikationer om et svagt 2024 fik investorerne til at sælge ud.

Modsat sprang nogle af de mest forslåede selskaber til vejrs tirsdag: GN på et regnskab fra en schweizisk konkurrent, der viste bedre takter for gaming-segmentet end tidligere. Og også rentefølsomme Vestas og Ørsted kunne melde om fremgang.

Samlet steg eliteindekset, C25, med 0,4 pct. til til indeks 1611,29. Og med plusset brød eliteaktierne stimen med fald, der ellers har kendetegnet de seneste syv handelsdage.

- Der er roligt på indeksniveau efter en turbulent periode, og det ser ud til, at investorerne tager en puster. Og det er det samme i Europa, hvor der er små plusser i dag, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

DSV KØRTE I GRØFTEN

Transport- og logistikkoncernen DSV endte i bunden af C25 med et fald på 6,5 pct. til 1045 kr.

Udover et svagt regnskab samt lidt dystre udsigter for næste år, har DSV lavet en stor investering i et nyt joint venture med saudiarabiske NEOM med en samlet investering på 10 mia. dollar, svarende til omtrent 70 mia. kr.

- Joint venturet har stort potentiale, og det kan de fleste se. Men i den nærmeste fremtid er der behov for ret store investeringer for at indfri projektet, og man kan først længere ud i fremtiden høste frugterne, siger Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, til MarketWire.

I forbindelse med DSV´s telekonference efter regnskabet kunne speditøren videre oplyse, at 2024 ligesom 2023 kan blive et vækstfattigt år.

Selve regnskabet for tredje kvartal var heller ikke utvetydigt positivt. Og Mikkel Emil Jensen hæfter sig særligt ved bruttoindtjeningen fra luftfragten, der ikke levede op til forventningerne.

DSV løftede i øvrigt bunden af sit prognoseinterval for driftsresultatet før særlige poster til 17,5-18,5 mia. kr. fra 17-18,5 mia. kr.

På de efterfølgende bundplaceringer endte Danske Bank, Nordea og Jyske Bank med fald på op til 1,6 pct.

SJÆLDEN MEDVIND TIL GN

På øverste hylde i eliteindekset endte GN efter et stærkt regnskab fra den schweiziske gaming-rival Logitech, der samlet set var noget bedre end ventet og krydret med en opjustering.

Og det kan være med til at dæmpe en del af frygten for yderligere nedtur hos GN, hvor værdisættelsen af aktien er langt nede, lyder det fra Morten Larsen, der er analytiker i ABG Sundal Collier.

- GN handler på noget nær maksimal frygt. Værdisætningen peger på, at Enterprise skal blive endnu værre, og at det måske kan betyde yderligere kapitalforhøjelser ude i fremtiden, siger analytikeren.

GN steg 6,7 pct. til 118,45 kr., men aktiekursen er i år faldet med over en fjerdedel.

Både Vestas og især Ørsted, der også har været hårdt ramt af kursfald i 2023, endte dagen med plusser på henholdsvis 6,6 pct. til 151,28 kr. og 4,5 pct. til 338,50 kr.

- Der er medvind til hele forsyningssektoren i Europa i dag - og rentefølsomme Ørsted og Vestas hives med frem af en rente i ro, siger Martin Munk.

DET GÅR BEDRE END VENTET FOR TOPDANMARK

Forsikringsselskabet Topdanmark tjente flere penge end ventet i tredje kvartal, og på den baggrund løftes forventningerne til hele året.

Den såkaldte modelmæssige resultatprognose ses nu ramme 1100-1210 mio. kr. i hele 2023 mod tidligere ventet 1050-1200 mio. kr.

Forsikringsaktien steg 3,6 pct. til 309,20 kr.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her