20. maj 2025 kl. 17:02
115 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Ørsted, Vestas og Novo drivkraft bag o...

Ørsted, Vestas og Novo Nordisk var tirsdag den primære drivkraft bag den ottende dag i træk med fremgang for det danske eliteindeks.

Energikoncernen tordnede i vejret efter godt nyt fra USA, da Equinors havvindmølleprojekt Empire Wind i USA igen har fået grønt lys til opførelse.

Nyheden smittede også positivt af på Vestas, der er leverandør af vindmøller til Equinors projekt.

Samlet set lukkede C25-indekset med et plus på 1,4 pct. i 1784,99 med en samlet optur de seneste otte handelsdage på cirka 7 pct.

- I sidste uge kom de amerikanske aktier (S&P 500) tilbage i plus for året, i går nåede de tyske aktier (DAX) nye højder, og i dag ser vi så, at også de danske aktier nu har indhentet det tabte efter en overgang at have været nede med mere end 15 pct. i år, skriver Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension, i en kommentar.

Det gevaldige aktiecomeback skal ses i lyset af deeskaleringen af handelskrigen, der blev optrappet gevaldigt i kølvandet af Donald Trumps "Liberation Day" den 2. april.

ØRSTED LØFTES AF "UMANERLIGT" GODE NYHEDER

Nyheden om, at Ørsteds konkurrent Equinor igen kan tage fat på arbejdet på sit storstilede havvindmølleprojekt Empire Wind i USA, er umanerligt positiv for Ørsted, lyder det fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

For selv om det i første omgang primært har betydning for det norske selskab, så fjerner det også med et trylleslag en masse risiko for Ørsted, der var ramt af frygten for at lide samme skæbne med sine amerikanske havmølleprojekter.

- Det virker som en bekræftelse af, at man ikke bare kan stoppe et godkendt projekt. Det tager en masse risiko ud af Ørsted-aktien, og det svært at tolke som andet end meget positivt, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Ørsted-aktien steg med 14,5 pct. til 281,60 kr.

Vestas, der er leverandør til Equinors projekt og samtidig naturligvis er afhængig af milde vinde på det store amerikanske marked, steg samtidig med 4,8 pct. til 111,30 kr.

Med til at trække C25-indekset højere var også en fremgang på 4,0 pct. til 456,15 kr. for den indekstunge Novo Nordisk-aktie.

- Det er som om, at Novo-aktien er ved at komme sig lidt oven på fredagens chokmelding, udtaler Martin Munk, senioraktierådgiver hos Jyske Bank, med henvisning til fyringen af Lars Fruergaard.

ROCKWOOL FÅR LØFTEDE KURSMÅL EFTER REGNSKAB

Rockwool leverede mandag et opløftende regnskab med en bedre end ventet udvikling målt på salg og drift, og i kølvandet heraf har analytikerkorpset været ude at hæve kursmål for aktien.

Svenske SEB har hævet sit kursmål for aktien til 350 kr. fra 330 kr., og Danske Bank har sat sit kursmål op til 330 kr. fra 315 kr.

- Rockwool har haft en solid start på 2025, hvor forudsigelserne for indtjeningen er overgået pænt, og det baner vejen for at overgå selskabets egne forventninger, siger skriver Danske Bank i et analysenotat.

Isoleringsaktien endte mandag med et plus på 5,2 pct., men tirsdag måtte aktien opgive 4,7 pct. til 303,80 kr.

STG NEDJUSTERER EFTER TOLDPOLITIK OG SVÆKKET DOLLAR

Den danske cigarkoncern Scandinavian Tobacco Group, STG, er under pres fra den amerikanske toldpolitik og en svækket dollarkurs, og det fik tirsdag selskabet til at sænke forventningerne for året.

Første kvartal vidner da også om, at STG har haft en svær start på året, da både omsætning og drift skuffer i forhold til det ventede.

Nedjusteringen og de svage tal for første kvartal faldt ikke i god jord hos investorerne, der sendte aktien ned med 12,5 pct. til 86,50 kr.

Blandt sidepapirerne fastholdt byggematerialekoncernen H+H sine forventninger efter et første kvartal med et opmuntrende momentum på det britiske boligmarked.

Aktien endte dog med et fald på 3,7 pct. i 120,40 kr.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her