13. jan. 2026 kl. 16:02
45 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Rockwool sank til bunds efter russisk beslaglæggelse

Tirsdagens aktier: Rockwool sank til bunds efter russisk beslaglæggelse

Rockwool stjal rampelyset tirsdag, hvor en russisk indefrysning af isoleringskoncernens aktiver i Rusland stjal opmærksomhed fra Ørsteds sejr ved en domstol i USA sent mandag.

Tirsdag kom det frem, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har underskrevet et dekret, der indefryser aktiverne i to af Rockwools russiske selskaber. For Ørsted var medholdet ved en domstol i USA også affødt af et dekret - dog fra USA's præsident, Donald Trump.

- Det er ikke noget, der er bekræftet fra Rockwools side endnu, så jeg vil gerne lige se, hvad der er op og ned. Markedet har taget det til indtægt, at det vil ske, og aktiekursen får lov at falde på det, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

- Den russiske enhed står for cirka 7-8 pct. af Rockwools samlede omsætning og historisk cirka 12 pct. af driftsoverskuddet. Set i det lys er faldet nok meget fair, tilføjer han om Rockwools dyk på 7,7 pct.

Nyheden om Rockwool i ellevte time tog lidt af momentum fra et ellers positivt C25-indeks, der endte dagen 1,0 pct. højere i 1920,69. Det er det højeste niveau siden oktober 2024.

Momentummet blev understøttet af milde inflationstal fra USA, der bød på en uændret inflation på 2,7 pct. og en fastholdt kerneinflation på 2,6 pct. Der var ellers ventet en stigning til 2,7 pct.

Med i toppen af C25 endte GN, og også Demant gik frem. For begge selskabers vedkommende var der tirsdag nyt om salget til de amerikanske veteraner i december, der bød på behersket fremgang for begge.

Med til bunds gik aktierne i A.P. Møller-Mærsk, der var ramt af profithjemtagning efter store stigninger mandag. Også blandt transportaktierne var der fremgang til DSV, der satte fjerde kursrekord i år.

ROCKWOOL SANK EFTER RUSSISK DEKRET

Isoleringskoncernen Rockwool blev sendt til bunds med et fald på 7,7 pct. til 205 kr. tirsdag, hvor det kom frem, at præsident Vladimir Putin har beslaglagt selskabets aktiver i Rusland.

Konkret er det datterselskaberne Rockwool og Rockwool-Volga, der er blevet beslaglagt, viser dekretet, der er offentliggjort på Ruslands hjemmeside for retsakter. Aktiverne er ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax overført midlertidigt til selskabet AO Razvitie Stroitelnykh Aktivov.

Dekretet skulle ifølge nyhedsbureauet være blevet underskrevet allerede 31. december.

Rockwool har hverken af- eller bekræftet beslaglæggelsen.

ØRSTED FIK MEDHOLD I USA

Ørsted var i hopla tirsdag, hvor handlerne drog et lettelsens suk efter den danske energikoncerns sejr ved en domstol i Washington D.C. sent mandag.

Domstolen gav Ørsted medhold og tilladelse til at genoptage opførelsen af havvindprojektet Revolution Wind.

Projektet har været sat i bero, efter at USA's præsident, Donald Trump, 22. december nedlagde en stopordre på projektet sammen med fire andre projekter.

I et interview med TV2 News oplyste topchef Rasmus Errboe, at Revolution Wind og Ørsteds andet projekt Sunrise Wind begge ventes færdige i 2027 efter tidsplanen.

Aktien steg 5,4 pct. til 134,60 kr.

MÆRSK RAMT AF TØMMERMÆND

A.P. Møller-Mærsk sakkede tirsdag agterud efter en stærk start på ugen.

Mandag var aktierne understøttet af ny uro i Mellemøsten, der alt andet lige kan betyde højere fragtpriser. Det sendte aktierne op med 7,7 pct.

Den store stigning fik øjensynligt nogle investorer til at hjemtage lidt gevinst.

Ifølge Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk har det amerikanske børshus JPMorgan i en analyse dog også gentaget en negativ anbefaling af aktien, der optræder på finanshusets sorte liste.

- JPMorgan har været ude med en analyse, hvor man gentager "undervægt" og fremhæver, at aktien er på "negative catalyst watch"-listen. Det er den frem til regnskabet 15. februar, hvor man er forbeholdende, i forhold til hvad Mærsk vil forvente i 2026, siger han til MarketWire og tilføjer, at konsensus i markedet hælder til en negativ driftsprognose for 2026.

GN OG DEMANT ØGER ANDEL I USA

De danske høreapparatproducenter GN og Demant øgede i december deres markedsandel blandt amerikanske veteraner.

Demants markedsandel voksede til 17,2 pct. fra 16,8 pct., mens GN's voksede til 10,5 pct. fra 10,4 pct.

GN steg 5,2 pct. til 118,20 kr., mens Demants plus lød på 3,3 pct. til 233 kr.

Tirsdag bød også på nye kursmål til DSV fra både Svenska Handelsbanken og Barclays. Størst var både løftet og det endelige kursmål hos førstnævnte, der løftede til 1950 kr. fra 1600 kr.

Det sendte aktien i DSV op med 2,5 pct. til rekordkursen 1727 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 85 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig