08. aug. 2023 kl. 17:08
426 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Voldsomt løft til Novo trak C25 op af ...

Det var Novo Nordisk her, der og alle vegne på det danske aktiemarked tirsdag, hvor medicinalkæmpen på egen hånd sikrede et massivt plus til det danske C25-indeks på en ellers sur dag.

Et stærkt sæt studieresultater med fedmemidlet Wegovy sendte midt på dagen Novo kraftigt i vejret, og med den tunge medicinalaktie gik hele eliteindekset, der ellers havde ligget til et klart fald inden da.

Facit ved handelsdagens afslutning var et plus på 2,6 pct. til 1812,75 for C25-indekset og en stigning på 17,3 pct. til rekorden 1279,80 kr. for Novo Nordisk selv.

VOLDSOMME TAL

Løftet til Novo Nordisk er på flere måder bemærkelsesværdigt. Stigningen svarer ifølge MarketWires beregninger til et enormt løft i markedsværdien for medicinalselskabet på 424,8 mia. kr. - altså tæt på halvanden gange værdien af den danske børs´ næstmest værdifulde selskab, DSV.

Derudover sender det den samlede markedsværdi op på 2885,9 mia. kr. og gør ifølge hjemmesiden companiesmarketcap.com Novo Nordisk til det 19. mest værdifulde selskab i verden - på højde med kæmper som Walmart og Exxon Mobil.

Et andet iøjnefaldende tal ved Novo-aktiens tirsdag er handelsvolumen, der var så høj, at aktien blev omsat for samlet 8,2 mia. kr. hen over dagen.

Til sammenligning blev de resterende 24 danske C25-aktier handlet for samlet godt 3,5 mia. kr. tirsdag.

SÆRDELES POSITIVE STUDIERESULTATER ØGER ENORMT POTENTIALE

Baggrunden for raketstigningen til Novo Nordisk var et sæt nye studieresultater med fedmemidlet Wegovy, der har vist sig at reducere risikoen for alvorlige hjerte-kar-tilfælde (MACE) med 20 pct. sammenlignet med placebo.

Og det resultat høster roser hos en række analytikere, der ser det som værende bedre end ventet. Hos Danske Bank havde analytikerne eksempelvis regnet med en reduktion på 17 pct.

- En reduktion på 20 pct. er klinisk meningsfuldt og over investorernes forventninger efter vores vurdering, siger Harry Sephton, der er analytiker hos Credit Suisse, desuden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

FLSMIDTH TABTE TRODS OPJUSTERING

I den tunge ende af C25 endte blandt andet ingeniørkoncernen FLSmidth, der faldt med 4,2 pct. til 313,40 kr.

Det skete på trods af en opjustering af forventningerne, som også startede med at udløse en kursstigning i et ellers surt marked.

Men pres på råvaresektoren generelt efter svage kinesiske handelstal og klart faldende råvarepriser endte med at veje tungest og trak FLSmidth med ned.

Selskabet venter efter opjusteringen en omsætning på cirka 24 mia. kr. mod tidligere ventet 23-24 mia. kr., og prognosen for den justerede EBITA. mar 2023gin er nu 7,5-8,5 pct. mod tidligere ventet 6,5-7,5 pct.

BANKER PRESSET AF ITALIENSK TILTAG

Bankaktierne havde det heller ikke godt tirsdag, hvor faldende markedsrenter og et italiensk tiltag trak ned på den konto.

Italien vil nemlig indføre en ekstra skat på ekstraordinære indtægter i bankerne, og det skabte frygt for, at lignende træk vil brede sig til andre lande.

Samtidig fik det investorerne til at søge mod sikker havn i obligationsmarkedet, hvilket i sin tur gav stigende kurser og faldende renter, der heller ikke er godt nyt for bankernes indtjening.

Danske Bank faldt med 1,4 pct. til 161,25 kr., Jyske Bank bakkede 2,5 pct. til 512,20 kr., og Nordea faldt med 2,0 pct. til 74,80 kr.

Bedre gik det for vindmølleproducenten Vestas, der steg med 0,9 pct. til 179,22 kr. efter en ordre på 50 megawatt (MW) til USA.

Bavarian Nordic fortsatte desuden sin optur fra mandag og steg 2,3 pct. til 157,10 kr. efter blandt andet et løftet kursmål hos Needham.

Og Demant steg 1,6 pct. til 264,40 kr., efter at Nordea løftede anbefalingen af den aktie til "køb" fra "hold" før næste uges halvårsregnskab fra høresundhedsselskabet.

I forsikringsafdelingen faldt Tryg med 1,5 pct. til 129,15 kr. efter et sænket kursmål hos italienske Mediobanca.

Topdanmark, der samme sted fik sænket anbefalingen til "neutral" fra "outperform", faldt med 1,0 pct. til 297,60 kr.



.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her