Investorerne har blikket rettet stift mod Schweiz og Davos, hvor World Economic Forums årsmøde løber af stablen. Her er Grønland og næste træk fra EU og USA i fokus - også i de kommende dage med Trump på talerstolen onsdag.
Der blev også holdt øje med den amerikanske Højesteret, hvor håbet om en afgørelse af lovligheden af toldpolitikken under præsident Donald Trump levede. Men tirsdag eftermiddag blev det håb skudt i sænk, da sagen blev udskudt - for tredje gang.
Bloomberg News forudser, at det formentlig betyder, at en dom er udsat i mindst en måned.
Tirsdag blev facit et renteplus på 1 basispoint for den tiårige toneangivende statsobligation til 2,75 pct. på en højspændt dag, hvor der var renteuro de fleste steder.
Blandt andet opfordrede den amerikanske finansminister, Scott Bessent, til ro i forbindelse med de store spændinger over Atlanten på baggrund af Trumps ambitioner om at overtage Grønland. Han betegnede reaktionerne som hysteri og kaldte spekulationer om, at Europa muligvis vil sælge amerikanske statsobligationer som en potentiel modforanstaltning, for et "falsk narrativ".
Grønland var fortsat højt på agendaen, hvor Trump i en række opslag har lagt flere billeder på Truth Social - blandt andet et kort over Nord- og Mellemamerika, hvor Grønland, Canada og Venezuela sammen med USA er klædt med det amerikanske flag. Modsvaret fra EU's udenrigschef, Kaja Kallas, var dog, at Grønland tilhører det grønlandske folk. Og ingen told eller trusler vil ændre på det.
- EU står sammen med Kongeriget Danmark og Grønland i forsvaret for deres territoriale integritet, lød det fra Kaja Kallas i EU-Parlamentet tirsdag.
Et par nøgletal blev det også til tirsdag, hvor der kom nyt om de tyske producentpriser i december. I sidste måned af 2025 faldt producentpriserne 0,2 pct. på månedsbasis og 2,5 pct. på årsbasis. Det var helt som ventet af økonomerne ifølge Bloomberg News.
Også fra det tyske viste forventningsindekset ZEW en stigning til 59,6 fra 45,8 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en mindre stigning til 50,0.
.\\˙ MarketWire