15. jul. 2025 kl. 17:02
55 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens obligationer: Renten røg retur efter amerikans...

Tirsdagen endte stort set som den begyndte på det danske obligationsmarked, der dagen igennem var præget af den imødesete amerikanske inflationsrapport.

Den viste en overraskende stor stigning i forbrugerpriserne i juni. Det samlede billede var dog mere mudret, for kerneinflationen steg omvendt mindre end ventet på månedsbasis og landede som ventet på årsbasis.

Det fik renterne til at danse lidt frem og tilbage, men hen mod markedslukning kravlede den toneangivende tiårige danske rente op igen mod dagens udgangspunkt. Det blev således til et mindre rentefald på 3 basispoint til 2,57 pct.

Der var dagen igennem flere nøgletal at forholde sig til fra både Europa og USA.

I Spanien viste de vigtige forbrugerpriser en lille uventet stigning på 2,3 pct., hvor der var forudset en uændret inflation på 2,2 pct.

Tyskerne var på banen med tillidstal i form af ZEW-indekset. Forventningsindekset steg her til 52,7 fra 47,5 måneden før, hvilket var bedre end ventet. Også fra eurozonen landede der industriproduktionstal, der viste en uventet stigning.

Dagens vigtigste nøgletal var dog de amerikanske forbrugerpriser og ikke mindst kernebrugerpriserne.

Forbrugerpriserne steg med 2,7 pct. i juni i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en stigning på 2,6 pct. Dermed accelererer inflationen umiddelbart, da niveauet i maj lød på 2,4 pct.

På årsbasis ramte kerneinflationen 2,9 pct. helt som ventet.

- Trumps told begynder nu at dukke op i de amerikanske inflationstal, skriver Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.

At den højere told kan ses i inflationen skyldes blandt andet, at eksempelvis husholdningsapparater er ramt af prisstigninger på 2-3 pct.

- Da varer udgør omkring en tredjedel af den amerikanske inflation, er den samlede effekt på inflationen indtil videre begrænset, påpeger Mathias Dollerup Sproegel.

Federal Reserves mål for stigningstakten lyder på 2 pct.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her