08. maj 2025 kl. 13:41
77 visninger

Torm/CEO: Vi holder på pengene - der kan komme spændende ...

Mens geopolitikken raser afsted med toldmurer og handelskrig, levede olierederiet Torm en relativt stille tilværelse i første kvartal.

Selv om markedet er faldet tilbage fra sidste års tårnhøje niveauer, er efterspørgslen fortsat solid, da den amerikanske told undtager olieeksport.

- Raffinaderisektoren og oliebranchen ser lige nu og her ud til at have en efterspørgsel, som er uændret. Så længe, at der er tilfældet, så vil fragtmønstrene og vores kunders behov nok være det samme. Det er reflekteret i vores forventninger til året - de flugter nogenlunde med første kvartal, siger Jacob Meldgaard, der er administrerende direktør hos Torm, til MarketWire.

Han er godt tilfreds med kvartalet, der dog som forventet bød på en mærkbar nedgang i indtjeningen.

- Resultatet er stadigvæk godt og sundt for vores sektor. Så må vi se på den længere bane, hvad effekterne bliver for den globale økonomi, siger Jacob Meldgaard videre.

Det er nemlig den store ubekendte for Torm. Selv om toldmurerne ikke rammer olieeksporten, så vil en global recession alt andet lige kunne mærkes på den globale efterspørgsel.

Spørgsmålet er så, hvordan Torm kommer til at positionere sig hen over de næste 12 måneder.

Rederiet sidder nemlig i en relativt gunstig position med lav gearing og en stor kontantbeholdning. Jacob Meldgaard vil dog gerne holde krudtet tørt og se tiden an.

- Det vil jeg gerne holde igen på. Jeg tror, der kommer nogle muligheder. I vores branche er 12 måneder lang tid, og jeg tror, der kan ske spændende ting, hvor vi kan udnytte vores stærke økonomiske position, siger han og fortsætter:

- Lige nu og her ser det ikke spændende ud at købe flere skibe. Vi er en stor fremtrædende aktør i vores sektor, så hvis nu der er nogen, der får kolde fødder, så kunne vi godt være nogen af dem, der konsoliderede i sektoren.

Jacob Meldgaard understreger dog, at der ikke er opkøb i kikkerten lige nu.

- Der er endnu ikke nogen der har ringet, siger han.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her