23. okt. 2025 kl. 17:10
83 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens aktier: DSV i overdrive trak C25 i positiv ret...

DSV lagde sig torsdag i overhalingsbanen i C25-indekset efter positiv modtagelse af logistikgigantens kvartalsregnskab, som blev præsenteret før børsåbningen.

Dermed leverede selskabet trækkraft til fremgang i eliteindekset, som lukkede i 1709,53 eller 1,4 pct. højere end lukkeniveauet onsdag eftermiddag.

Også Mærsk-aktierne, NKT og Pandora bidrog til den positive udvikling, mens bryggerierne og GN var i bakgear.

LETTELSE EFTER DSV-REGNSKAB

Dagens børsmæssige hovedrolle var overladt kvartalsregnskabet fra DSV, som Jyske Bank betegner som en "blandet landhandel, men positive synergitakter".

- Lidt blandet, men på en måde som skaber lidt lettelse i markedet. DSV kan fastholde forventningerne dog med en lille nedpræcisering, som tager toppen lidt ned. Men der var en frygt for, at også bunden skulle ned, konstaterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

DSV forudser nu et driftsresultat (EBIT) før særlige poster i år på 19,5-20,5 mia. kr. mod tidligere udmeldte 19,5-21,5 mia. kr. Analytikernes forventninger lød ifølge estimater indsamlet af DSV på 19,6 mia. kr.

- Og på den positive side kører integrationen af Schenker rigtig godt. Den er foran planen, og man kan hæve målene for 2025. Og resultaterne skaber lidt ro og tager risiko af aktien.

DSV venter synergier i år på omkring 800 mio. kr. mod tidligere ventet 500-600 mio. kr. fra integrationen.

Og nu ventes 30 pct. af transaktionen at være gennemført i år mod det tidligere skøn på 15 pct., og ved udgangen af 2026 venter DSV nu en realisering af 70 pct. mod tidligere 50 pct.

Yderligere overrasker selskabet positivt med et driftsoverskud i kvartalet på 5,43 mia. kr. mod et ventet overskud på 5,33 mia. kr.

Aktien buldrede frem med 6,8 pct. til 1420,50 kr.

MÆRSK, PANDORA OG NKT I TOP

I toppen af C25-indekset havde DSV selskab af Mærsk, som steg 2,5 pct. til 13.190 kr. for B-aktien. Det skete uden selskabsspecifikke nyheder.

Og det samme var tilfældet for Pandora, som steg 2,1 pct. til 883 kr.

- Men aktien har haft fremgang onsdag og også i dag, fredag, på baggrund af de lidt lavere sølvpriser, mener Martin Munk.

NKT, som steg 2,5 pct. til 742,50 kr. fik branchenyt fra den franske kabelkoncern Nexans, som leverede tal for tredje kvartal. Her opgøres den organiske vækst til 7,7 pct., hvilket var lidt over analytikerkonsensus ifølge Bloomberg News på 7,0 pct. Nexans fastholder forventningerne til hele året.

HOLLANDSK FALD SMITTER AF PÅ BRYGGERIER

I bunden af C25-indekset sås bryggeriaktierne i Royal Unibrew og Carlsberg, som tabte henholdsvis 0,8 pct. til 504,50 kr. og 1,1 pct. til 792,60 kr.

Faldet kan muligvis være inspireret af tilbagegang for den store hollandske konkurrent Heineken, som torsdag holder kapitalmarkedsdag, mener Martin Munk. Den hollandske bryggeriaktie faldt 1,0 pct. ved dansk børslukketid. Heineken venter i perioden at kunne øge indtjeningen mere end omsætningsvæksten, og bryggerikoncernen har målsat yderligere 400-500 mio. euro i årlige besparelser.

GN tabte 1,0 pct. til 115,60 kr. Selskabet deltager i disse dage i EUHA-høreapparatmessen i Nürnberg.

BRANCHENYT TIL ISS OG FLSMIDTH

Franske Sodexo, der konkurrerer med ISS, venter i regnskabsåret 2025/26 en organisk vækst på 1,5-2,5 pct. Det er en vækstafdæmpning fra 2,9 pct. i regnskabsåret 2024/25, der sluttede ved udgangen af august.

ISS steg 0,2 pct. til 209,60 kr.

FLSmidth steg 4,6 pct. til 505 kr. efter et regnskab fra den finske mineudstyrsproducent Metso, som kom bedre end ventet gennem tredje kvartal målt på både ordreindgangen og indtjening.

Metso-aktien steg 12,4 pct. på børsen i Helsinki efter regnskabet.

NEGATIVE NYHEDER TIL NOVO

Handelsdagen bragte også nyt om Novo Nordisk, som faldt 0,1 pct. til 343 kr.

Børsen skriver torsdag, at vægttabsmedicin som Novo Nordisks Wegovy er for dyrt for flere amerikanske virksomheder, som overvejer at skære ned på dækningen for medarbejderne. Det viser en rundspørge fra sundhedsorganisationen KFF hos 1800 amerikanske arbejdsgivere ifølge Børsen.

Dertil har Jyske Bank reduceret sit kursmål for aktien til 475 kr. fra 525 kr., med henvisning til muligheden for at Novo for femte gang vil justere sin forventninger, når selskabet kommer med kvartalsregnskab om et par uger.

Bavarian Nordic faldt marginalt og lukkede i 241,70. Sydbank har nedgraderet sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb". Prisen på aktien nærmer sig købstilbuddet på 250 kr. fra kapitalfondene Nordic Capital og Permira,

Cbrain dæmpede forventningerne til salgsvæksten men opjusterer indtjeningsprognose. Aktien i celletællerselskabet faldt 14,5 pct. til 164,60 kr. - fredagens største danske kursfald.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her