30. okt. 2025 kl. 17:07
184 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens aktier: Novo hang i bremsen oven på milliardbu...

Det blev til klare fald på det danske aktiemarked torsdag, hvor ikke mindst Novo Nordisk fik kursklø, efter at medicinalkæmpen indledte en budkrig om det amerikanske biotekselskab Metsera.

Oven i måtte Novo desuden se sin amerikanske rival Eli Lilly brillere med et stærkt regnskab for tredje kvartal, der skabte ekstra usikkerhed om, hvor store markedsandele Novo taber.

C25-indekset sluttede 0,9 pct. lavere i 1689,37 efter et dyk i Novo Nordisk på 3,6 pct. til 322,70 kr.

BUDKAMP OG STÆRKT REGNSKAB FRA RIVAL

Novo-faldet satte blandt andet ind, da Novo bekræftede, at koncernen har lagt et bud på det Metsera på omkring 6 mia. dollar eller 38,6 mia. kr.

Hertil kommer en mulig ekstrabetaling på op til 2,5 mia. dollar, eller godt 16 mia. kr., så den samlede pris kan lande på 54,6 mia. kr. Dermed har Novo trumfet et tidligere bud fra Pfizer.

- Når du er ude for at købe noget, som andre også er interesserede i, så kan prisen blive anstrengt. Så der er både for og imod, siger Martin Munk, seniorrådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

En del af faldet i Novo-aktien fulgte desuden forrygende salgstal fra Eli Lilly, hvis supersællerter Zepbound og Mounjaro, gik voldsomt frem i tredje kvartal.

Hos Sydbank så analytiker Søren Løntoft Hansen flere mulige tolkninger.

- Udviklingen for Lilly kunne måske godt være en positiv indikator trods alt for regnskabet fra Novo Nordisk. Enten taber Novo Nordisk markante markedsandele, ellers er der trods alt en lidt større efterspørgsel, end markedet lige nu forventer. Jeg tror mest på det sidste, siger Sydbank-analytikeren.

At dømme efter markedsreaktion hældte flere investorer dog til tab af markedsandele.

RØD DAG

Oven i var den generelle stemning på de globale aktiemarkeder ikke alt for god oven på rentemødet onsdag i USA, hvor renten som ventet blev sænket med 25 basispoint.

- Vi fik den kvarte som ventet, men ordlyden virkede mere tilbageholdende i forhold til december, og det gjorde, at renterne kørte lidt op, siger Martin Munk.

Han peger desuden på, at markedet måske havde sat næsen op efter mere oven på mødet mellem Trump og Xi.

Blandt taberne i torsdagens handel var også handelstunge Mærsk, der faldt 3,9 pct. til 13.360 kr. målt på B-aktien.

Ørsted endte desuden 2 pct. lavere i 116,35 kr., og NKT faldt 1,1 pct. til 737 kr.

Nedturen i NKT hang formentlig sammen med et fald i den italienske konkurrent Prysmian på over 4 pct.

- Prysmian opjusterer forventningerne, men det lå også i kortene, og det er altså ikke helt nok, og aktien falder på det, konstaterer Martin Munk.

CARLSBERGS SALGSOPDATERING MØDT MED LILLE FALD

Fra regnskabsfronten var der salgstal fra Carlsberg, der længe lå stort set uændret, men sivede ud på eftermiddagen og endte 1,6 pct. lavere i 768 kr.

Bryggeriet berettede om vundne markedsandele i Kina og en forbedring i Vietnam i den asiatiske del af forretningen, mens det største forretningsområde, Vesteuropa, udfordres af tabet af kontrakten på San Miguel.

Bryggerikoncernen fastholder forventningerne til 2025 om en organisk vækst i driftsresultatet 3-5 pct. Konsensus i markedet var inden regnskabet 3,3 pct.

Også Netcompany gjorde status for tredje kvartal, der var lidt bedre end ventet målt på omsætning og driftsindtjening. Aktien sluttede 5,3 pct. højere i 306,40 kr.

Tilbage blandt C25-aktierne endte Demant 2,9 pct. lavere i 218,20 kr. oven på et sænket kursmål fra Citi og et svagt kvartalsregnskab fra den høreapparatkæden Amplifon, der faldt omkring 2 pct. på børsen i Milano.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her