20. nov. 2025 kl. 17:11
38 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens obligationer: Forsinket jobrapport skabte små ...

Torsdagens imødesete og stærkt forsinkede amerikanske jobrapport skabte kun begrænsede udsving på det danske obligationsmarked.

Den tiårige danske rente faldt marginalt efter rapporten, men sluttede 1 basispoint højere end onsdag i 2,58 pct.

Og rapporten stak da også umiddelbart i flere retninger.

Den viste en jobskabelse uden for landbruget på 119.000 i september mod ventet 51.000, mens arbejdsløsheden steg til 4,4 pct. og overgik økonomernes bud på en uændret arbejdsløshed på 4,3 pct. ifølge Bloomberg News.

Der er tale om den første jobrapport siden starten af september, på grund af nedlukningen af det amerikanske statsapparat i 43 dage frem til i sidste uge. Men efter oktober-rapporten er blevet aflyst, vil det også blive de sidste jobtal, som den amerikanske centralbanks beslutningstagere har adgang til inden rentemødet den 10. december.

Og selve rapporten ændrede umiddelbart ikke meget på udsigterne. Dog steg sandsynligheden for en rentenedsættelse en smule til 37,5 pct. fra omkring 29 pct. onsdag bedømt på Fed Funds Futures.

Hos Arbejdernes Landsbank har chefanalytiker Natalia Setlak ikke megen tro på en rentenedsættelse.

- En stærk jobrapport betyder, at håbet om endnu en rentenedsættelse i december ryger af bordet, da den stærke jobvækst formentlig vil sætte Fed på pause. Med et arbejdsmarked, der viser modstandskraft, er der nemlig ingen hast for Fed til at lempe pengepolitikken, vurderer Natalia Setlak i en kommentar.

De første signaler fra centralbanken pegede da også i den retning. Bestyrelsesmedlem Michael Barr sagde torsdag, at banken skal træde varsomt, da inflationen stadig ligger et helt procentpoint højere end målsætningen på 2 pct.

Beth Hammack, chef for centralbankens afdeling i Cleveland, beskrev desuden jobtallene som blandede, og pegede over for CNBC på, at den nuværende pengepolitik knap er restriktiv, om overhovedet. Hammack advarede desuden om, at en rentenedsættelse risikerer at forlænge perioden med forhøjet inflation.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her