15. maj 2025 kl. 17:02
108 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens obligationer: Rentefald tiltog efter byge af a...

I forvejen lå renterne i Europa og på det danske obligationsmarked lavere torsdag eftermiddag, men de fik et ekstra tryk ned efter offentliggørelsen af en række amerikanske nøgletal.

Herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation 5 basispoint lavere i 2,52 pct. For en uge siden var renten dog noget lavere på 2,39 pct.

Blandt torsdagens nøgletal var der på forhånd mest fokus på detailsalget, som opgjort eksklusive udsvingene fra biler og benzin viste en vækst på 0,2 pct. i april mod en ventet stigning ifølge Bloomberg News på 0,3 pct.

Ifølge cheføkonom Peter Emil Bundgaard Mondrup fra Maj Invest Bank viser tallet, at den amerikanske forbruger stadig er "i nogenlunde form trods usikkerhed om nye toldsatser og konsekvenserne for økonomien."

- Det styrker forventningerne til en fortsat pæn vækst i USA, på trods af at usikkerheden er større end normalt, skriver han i en kommentar.

Markedsdeltagerne kunne også notere sig et uventet fald i producentpriserne i april på 0,5 pct. på månedsbasis mod en ventet stigning på 0,2 pct.

Det var faktisk det største fald i producentpriserne i fem år, og tyder ifølge Bloomberg News på, at virksomhederne absorberer noget af påvirkningen fra de højere toldsatser.

Efter nøgletallene faldt den tiårige amerikanske rente fra 4,52 pct. til 4,49 pct., som var niveauet ved dansk børslukketid.

Fra eurozonen kom der torsdag tal for industriproduktionen, som overraskede positivt med en stigning i marts på 2,6 pct. fra måneden før, hvor konsensus ifølge Bloomberg News var en stigning på 2,0 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her